Kongen er i landsdelen: Se den prominente gæsteliste
Kong Frederik 10 er i landsdelen i forbindelse med Kongejagt.
Kong Frederik vil det meste af torsdagen befinde sig i Midt- og Vestjylland - nærmere bestemt i Klosterhede Plantage tæt på Lemvig.
Her vil den traditionsrige Kongejagt finde sted med kongen som vært - og dét i nogle omgivelsen, der tilsyneladende falder i god smag hos Hans Majestæt.
- Det er en fornøjelse at være her. Når man kommer østfra, så er naturen bare vældig set fra en danskers side. Man er stolt af at være dansker i det her terræn, siger kong Frederik til TV MIDTVEST.
Foruden kong Frederik deltager i alt 24 prominente gæster, som du kan se herunder:
Kongejagten begyndte officielt klokken 08.30, hvor de 24 gæster var samlet til den såkaldte parole, hvor der blev budt velkommen og blæst i jagthorn.
En af jægerne her fra landsdelen var folketingsmedlem Simon Kollerup fra Socialdemokratiet.
Er du nervøs for ikke at ramme plet, nu hvor kongen er med?
- Nej. Nu har jeg jo været jæger igennem mange år, så jeg regner da med, at jeg kan ramme, hvis der kommer noget, man gerne må skyde på. Men når kongen er med, vil man da gerne være sikker på at ramme, siger Simon Kollerup.
- Men i det hele taget handler det ikke så meget om, at man nødvendigvis får skudt et dyr, men lige så meget om den naturoplevesen og de mange gode mennesker, man er sammen med.
Det er under en måned siden, at kongen sidst var i landsdelen.
Her afholdt han Kongejagt i Gludsted Plantage, der ligger på grænsen mellem Ikast-Brande Kommune og Silkeborg Kommune.
- Jeg er stolt over, at vi kan gøre det igen på en af de her flotte plantager, som der forefindes rigtig mange af her i Vestjylland, afslutter kong Frederik