Politiet klar til højrisikokamp: Tyske betjente skal spotte ballademagere

Midt- og Vestjyllands Politi forventer, at der kommer flere tyske fans til Herning, end der er plads til på udebaneafsnittet. FCM har skærpet sikkerheden.

Eintracht Frankfurt har en stor og trofast tilskuerskare (arkiv).
Eintracht Frankfurt har en stor og trofast tilskuerskare (arkiv).
Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

Midt- og Vestjyllands Politi betragter det som en højrisikokamp, når FC Midtjylland torsdag aften tager imod Eintracht Frankfurt i Europa League.

Et stort antal tyske fans ventes at tage turen til det jyske, og da der tidligere har været problemer med Frankfurt-fans på udebane, er ordensmagten forberedt på lidt af hvert.

- Vi har en forventning om, at nogle af dem møder op uden at have billet, og at der kan komme så mange, at der ikke er plads til alle på udebaneafsnittet, siger vicepolitiinspektør Henrik Glintborg, der i forbindelse med kampen fungerer som politiets operative leder.

Da Eintracht Frankfurt i 2023 mødte Barcelona på udebane i kvartfinalen i Europa League, var klubben tildelt 5000 billetter. Alligevel lykkedes det omkring 30.000 tyskere at komme ind på Barcelonas stadion Camp Nou.

Du kan følge kampen mellem FC Midtjylland og de tyske gæster herunder:

Skal vise dansk ID

Det er FC Midtjyllands opgave at sikre, at der ikke kommer personer uden billet ind på stadion, og at de tyske fans ikke blander sig mellem hjemmeholdets tilhængere. Det fremgår af klubbens hjemmeside, at der vil være et "større og anderledes sikkerhedssetup" til kampen.

Det betyder blandt andet, at tilskuere, der ikke skal ind på udebaneafsnittet, skal kunne fremvise et dansk ID, inden billetter og sæsonkort scannes.

FC Midtjylland oplyser, at der er plads til cirka 1000 fans på udebaneafsnittet.

Midt- og Vestjyllands Politi vil dagen og aftenen igennem være tilstede i Herning midtby og ved MCH Arena. Ordensmagten oplyser aldrig, hvor mange betjente der indgår i sådan en indsats, men Henrik Glintborg oplyser, at man er talstærkt tilstede.

Tysk politi sender også betjente til Herning.

- Det er normal procedure ved internationale kampe, at der kommer spottere med, så de kan hjælpe med at udpege de værste ballademagere, siger Henrik Glintborg.

Trods det store rykind af tyske fans forventer vicepolitiinspektøren, at dagen og aftenen alt i alt kommer til at forløbe fredeligt.

- Vi kommer nok til at se en stor flok tyske fans, der vil fylde meget i gadebilledet. Vi forventer ikke, at det giver anledning til problemer, men hvis det skulle ske, er vi klar til at gribe ind. Det skal være trygt og sikkert at gå til fodbold, siger han.