Kriminaliteten flytter fra vest til øst
Nye veje og infrastruktur har indflydelse på, hvor indbrudstyve slår til, for det skal være nemt at komme til og fra.
Motorveje gør det nemt og hurtigt at komme til og fra byen - også for indbrudstyve. Det betyder, at kriminaliteten rykker fra vest mod øst.
Mens risikoen for indbrud er faldet i den vestlige del af Midt- og Vestjyllands Politikreds, har Silkeborg i større grad overtaget antallet af anmeldelser. Det oplyser DR Midt & Vest.
- Der har været en tendens set over nogen tid, at kriminaliteten rykker lidt mod øst. Vi tror, infrastrukturen spiller ind. Når der bliver bygget bedre veje, som motorveje, så påvirker det kriminaliteten i opadgående retning, siger chefpolitiinspektør i Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Hilborg, til radioen.
I kommuner som Morsø, Lemvig og Skive er der en lavere risiko for at blive udsat for kriminalitet, mens det modsatte er gældende omkring Silkeborg, Viborg, Holstebro og Herning. Det viser udviklingen i antallet af anmeldelser fra 2015 til 2018 hos Midt- og Vestjyllands Politi.
- Det handler om urbanisering. Vi ser også andre steder, at når byerne vokser, er bagsiden af medaljen at kriminaliteten også vokser målt på antal indbyggere og husstande, siger chefpolitiinspektøren.
I Midt- og Vestjylland er kriminaliteten generelt faldende og er siden 2015 faldet med cirka 20 procent.
Det er to år siden, Silkeborgmotorvejen åbnede. Holstebromotorvejen åbnede for to uger siden.