Lemvig slår hårdt ned – Tre overtrædelser af rygeregler betyder farvel og tobak

32 kommuner har indført røgfri arbejdstid, og i Lemvig Kommune er straffen for at ryge i arbejdstiden større end de fleste andre steder.

Det er forbudt at ryge i arbejdstiden, hvis man er ansat i Lemvig Kommune.
Det er forbudt at ryge i arbejdstiden, hvis man er ansat i Lemvig Kommune.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man beslutter sig for at tænde en cigaret i arbejdstiden - i hvert fald hvis man er ansat i Lemvig Kommune. Kommunen har indført røgfri arbejdstid, og hvis man ikke overholder det, kan man i sidste ende risikere at blive fyret. 

- Det er, fordi vi mener, det er vigtigt. Det er med henblik på at forbedre sundheden, fortæller Lars Keld Hansen, der er kommunaldirektør i Lemvig Kommune.

Siden 2017 har det været forbudt for alle Lemvig Kommunes ansatte at ryge i arbejdstiden. Dermed er kommunen én af 32 danske kommuner, der er røget med på den røgfri bølge.

Forbuddet gælder alle kommunens ansatte, og det betyder, at blandt andet skolelærere, social- og sundhedsassistenter og Vej og Park medarbejdere skal være røgfrie i hele arbejdstiden, fra de møder ind om morgenen, til de går hjem om aftenen.

Farvel og tobak

Hvis man ikke overholder forbuddet, bliver man indkaldt til en tjenestelig samtale. Bryder man forbuddet tre gange, er det farvel og tobak. Det er noget, som ikke alle har haft lige let ved at vænne sig til.

- Der er stadigvæk nogle rygere, som har det svært, og som er presset på arbejdspladsen. De finder jo ud af det, og så ryger de jo nok bare det mere, når de kommer hjem, siger Kim Bang Mose, der er lærer og næstformand i kommunens samarbejdsudvalg HovedMED.

I Midt- og Vestjylland har Struer-, Favrskov-, Lemvig-, Vesthimmerland-, Holstebro- og Viborg Kommune indført røgfri arbejdstid. Derudover er Ikast-Brande Kommune én ud af 14 danske kommuner, der i løbet af 2020 og 2021 bliver røgfrie.

Næstformanden i HovedMED i Lemvig er ikke selv ryger, men han synes ikke, at forbuddet er helt uproblematisk.

- Der er så meget andet, man kunne gå efter. Dem, der holder lange kaffepauser, eller dem, som spiser usundt mad. Det kan være, det er det næste, de går efter, siger Kim Bang Mose.

Det er også lidt blandede tilbagemeldinger, som kommunen har fået på indførelsen af røgfri arbejdstid. 

- Vi ved, at rygning er skadeligt, og vi vil gerne nedbringe antallet af rygere. Vi ved, at der er mange, der har valgt at sige, at det var så det, der skulle til for at få stoppet helt. Vi har selvfølgelig også de modsatte, som siger, at det er godt nok en indskrænkning af deres personlige frihed, men vi har valgt at holde fast, siger kommunaldirektør Lars Keld Hansen.

Der er stadig ikke nogen medarbejdere i Lemvig Kommune, der er blevet fyret på grund af brud på reglerne om rygning.

2:19
TV MIDTVEST 6. Marts - 2019: Ingen cigaretter i arbejdstiden. Sådan er reglerne for flere af landets kommunalt ansatte - snart gælder det goså i Viborg.