Madrester bliver til gødning på marker
Ny viden fra Miljø- og Fødevareministeriet gør det muligt for Mejeriforeningen og Arlas landmænd at bruge behandlet madaffald som gødning på markerne.
Arla åbner nu op for, at deres landmænd kan bruge danskernes behandlede madaffald som gødning på markerne. Det sker på baggrund af et projekt, som Miljøstyrelsen har udarbejdet i samarbejde med Arla og Mejeriforeningen.
- Regeringen har netop modtaget en række anbefalinger om cirkulær økonomi, og dette er et godt eksempel på, hvordan vi kan få det meste ud af vores madaffald. Jeg er glad for, at ny viden fra mit ministerium kan føre til positive forandringer og bidrage til en cirkulær økonomi, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).
Resultatet af undersøgelsen betyder, at biogasfællesanlæg nu må anvende organisk dagrenovation, og at landmændene kan bruge det behandlede madaffald som gødning på markerne.
Dækker 10 procent af Danmark
Arlas 2800 danske bønder dyrker omkring 10 procent af Danmarks samlede areal. Arla-bønderne har hidtil ikke måtte bruge madaffald fra husholdningerne som gødning, men det kan de nu, fortæller Arlas miljø- og klimachef Jan D. Johannesen.
- Vi har længe gerne ville skabe kredsløbet fra forbrugerne til malkekøerne og tilbage igen, men gødningen, der giver næring til køernes foder, skal vi være helt trygge ved. Den nye rapport fra Miljøstyrelsen, der dokumenterer kvalitet og sporbarhed i gødningen fra madaffald, giver os denne tryghed. Derfor er vi glade for, at vi nu kan give vores medlemmer denne oplagte mulighed uden at gå på kompromis med vores strenge kvalitetskrav, siger han.
Når danskerne smider madaffald ud, kommer det til et affaldssorteringsanlæg, som derefter sender det til et biogasanlæg. Her vil madaffaldet blive til biogas, der kan give el- og varmeenergi, samt biopulp. Biopulpen vil landmændene kunne bruge som gødning.