Mor til to: Jeg skralder, fordi jeg ikke har råd til andet

For Steffie Hagstrøm er det en nødvendighed at kunne skralde. Hun finder både mad, legetøj til børnene og ting til lejligheden i skraldespanden.

9:03
Se hele indslaget "Med skralderne på jagt" her.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Når mørket falder på, og klokken for de fleste nærmer sig sengetid, går 30-årige Steffie Hagstrøm på jagt. På jagt efter de ting, som midt- og vestjyske butikker smider i containeren.

- Det er jo fordi, at jeg ikke har de store penge, at jeg render rundt midt om natten og kigger i skraldespande for at se, om jeg kan finde både mad, tøj, og hvad der nu kan gøre, at livet bliver lidt bedre for mig og mine børn, siger Steffie Hagstrøm.

Hun er mor til to og har, siden hun mistede sit arbejde, haft svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Med cykelhjelm og IKEA-pose under armen forlader hun derfor, så ofte det kan lade sig gøre, hjemmet i Frederiks og sætter kurs mod butiksskraldespandene.

Hjelmen skal beskytte hende mod at få containerlåg i hovedet. Den blå IKEA-pose skal fyldes med alt det, som butikkerne smider ud.

- Man kan jo stort set gå i alle butikker og finde ting og sager, så længe der ikke er lås på containeren, siger Steffie, der altså ikke kun skralder mad men også legetøj til børnene og ting til lejligheden.  

Og Steffie er langt fra den eneste. Flere og flere midt- og vestjyder går efter mørkets frembrud på skraldejagt. Sådan lyder det i hvert fald fra skralderne selv, der kan fortælle om kø ved containerne flere steder i landsdelen.

I indslaget øverst og i vores udsendelse 19.30 kan du komme med Steffie Hagstrøm på skraldejagt og møde Sanne, der skralder for at hjælpe udsatte familier. 

Steffie Hagstrøm finder både legetøj og mad under turen rundt til områdets ulåste containere. 
Steffie Hagstrøm finder både legetøj og mad under turen rundt til områdets ulåste containere. 
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Her er reglerne

Læs mere om reglerne omkring skraldning på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Her står der blandt andet, at det er ulovligt at skralde, hvis man trænger ind på privat område. I en kronik i Politiken i 2014 skriver Selina Juul fra organisationen Stop Spil af Mad: 

- Justitsministeriet oplyser til mig, at såfremt affaldscontainere er ulåst og står på et ulåst grund, er det i hvert fald ikke ulovligt at skralde.