S vil kompensere provinskommuner med milliardbeløb

S vil med nyt forslag rette op på en fejl i udligningen. Nogle kommuner fik samlet fik 1,4 milliarder kroner for lidt i støttekroner i 2015-2018.

Torsdag præsenterer Mette Frederiksen et forslag, som giver de provinskommuner, der har oplevet økonomiske konsekvenser af fejlen, en håndsrækning på to milliarder kroner.
Torsdag præsenterer Mette Frederiksen et forslag, som giver de provinskommuner, der har oplevet økonomiske konsekvenser af fejlen, en håndsrækning på to milliarder kroner.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det er ikke rimeligt, at provinskommuner, der har fået millioner af kroner for lidt i støtte fra staten på grund af manglende oplysninger om udlændinges uddannelsesniveau i en statistik, ikke er blevet kompenseret. Sådan lyder det fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen til avisen Danmark.

Torsdag præsenterer hun et forslag, som giver de provinskommuner, der har oplevet økonomiske konsekvenser af fejlen, en håndsrækning på to milliarder kroner. Det fortæller hun til avisen Danmark.

Som avisen tidligere har beskrevet, er manglende oplysninger om udlændinges uddannelsesniveau skyld i, at fynske og jyske kommuner har fået 1,4 milliarder kroner for lidt i tilskud i perioden fra 2015 til og med 2018, mens hovedstadskommuner er blevet uretmæssigt forgyldt.

Overgangsordning

Fra 2019 er uddannelsesniveauet igen en del af beregningerne, og derfor får en række kommuner, primært i hovedstaden, nu mindre tilskud. De kommuner har regeringen valgt at kompensere med en overgangsordning på 2,2 milliarder. Men kommunerne, der har mistet penge på fejlen, er ikke blevet kompenseret. Det er problematisk, mener Socialdemokratiets formand.

- Vi ønsker at skabe balance i det. Det her er først og fremmest en håndsrækning til kommuner som Svendborg, Sønderborg, Skive, Aabenraa og Jammerbugt, som ligger væk fra de større byer. De kommuner er blevet glemt af regeringen, som tænker meget på kommunerne nord for København, siger Mette Frederiksen til avisen Danmark.

Vil kompensere to år tilbage

I Socialdemokratiets forslag kompenseres provinskommunerne for de beløb, de over de seneste to år har tabt på, at udlændinges uddannelsesniveau stik imod reglerne ikke har indgået i beregningen af udligningsordningen. Men oplysningerne om uddannelsesniveauet har manglet siden 2006, og der derfor tale om langt mindre beløb end dem, kommunerne reelt har mistet på den fejlagtige statistik.

- Dels er det et spørgsmål om økonomi, dels tror jeg ikke på, vi kan lave en udligning af alle de problemer, der er i det nuværende udligningssystem. Vi foreslår at kompensere to år tilbage og opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger om et nyt udligningssystem, siger Mette Frederiksen.

Tager fra statskassen

Finansieringen til forslaget skal ligesom ved den seneste kompensation til primært bykommuner komme fra statskassen. Der er tale om et engangsbeløb.

S-formanden vil udover en kompensation til provinskommunerne kæmpe for en reform af udligningsordningen.

- Det er en opgave, som påhviler Folketinget og en ny regering efter valget. Jeg betragter det som en bunden opgave at få løst nogle af de problemer, der er på udligningsområdet, siger hun.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) er ikke imponeret over Socialdemokratiets forslag om at kompensere provinskommunerne.

- Jeg synes, det er en farlig sti at bevæge sig ud på, når man går ind og kompenserer kommuner for det, man måtte mene er en fejl i udligningssystemet. Der er masser af ting, hvor udligningssystemet ikke er, som det bør være, siger han til avisen Danmark.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), økonomi- og indenrigsminister
Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), økonomi- og indenrigsminister
Foto: Mads Claus Rasmussen

Søgsmål er vokset

Forslaget fra S får ikke kommunerne, der vil lægge sag an mod staten for den skæve udligning, til at droppe søgsmålet lige nu og her.

- Det er positivt, at der nu er nogle, som tager det her alvorligt. Men forslaget ændrer ikke noget som helst, før der er flertal. Derfor fortsætter vi som hidtil.

Det siger Arne Boelt (S), der koordinerer kommunernes samarbejde om søgsmålet og er borgmester i Hjørring Kommune. Han oplyser til avisen Danmark, at antallet af kommuner, som er med i søgsmålet mod staten, er vokset til 15. Yderligere fem overvejer at gå med.