Spillere ville stoppe fodboldkamp i tordenvejr – det ville dommeren ikke
Selvom det lynede og tordnede i Viborg onsdag aften, ville en dommer ikke stoppe en fodboldkamp. Dagen derpå er en af spillerne chokeret. Han vil nu klage til DBU.
Niclas Ryberg Hansen fra Viborg er rystet.
Onsdag aften spillede han en fodboldkamp i uvejr i Bruunshåb ved Viborg. Kampen sluttede, fordi spillerne forlod banen. Dommeren ville nemlig ikke fløjte kampen af.
- Jeg bliver lidt arrig, når jeg tænker over det. Det var jo livsfarligt for os alle sammen, siger Niclas Ryberg Hansen, som spiller i serie 3.
Gårsdagens tordenvejr betød, at 40 fodboldkampe i Jylland blev afbrudt. I Viborg var de hårdt ramt af lynnedslag, som antændte flere huse.
Men på trods af bekymrede opråb fra både spillere og tilskuere, blev kampen i Bruunshåb ikke fløjtet af.
- Da der var fem minutter tilbage af kampen, der lyner og tordner det helt vildt. Vi begynder alle sammen, både spillere og tilskuere, at råbe, at han skal fløjte kampen af, for nu er det ved at være for meget. Det blev han ved med at ignorere. Vi ender med, hele holdet at gå af banen, for han vil ikke fløjte kampen af, fortæller Niclas Ryberg Hansen.
Vil klage over dommeren til DBU
Det er op til den enkelte dommer at vurdere, om en fodboldkamp skal afbrydes på grund af uvejr.
- I det øjeblik, hvor dommeren skønner, at der er fare for spillere eller tilskuere, så skal han stoppe kampen og sende folk i omklædningsrummet, siger Anders Vejlstrup, som er formand for Midtjysk Fodbolddommer Klub.
Dommeren fra gårsdagens kamp har ikke ønsket at stille op til interview, men til Anders Vejlstrup siger han, at han holder fast i, at hans vurdering var rigtig.
Formanden for Midtjysk Fodbolddommer Klub ser på sagen med alvor.
- Jeg mener, det er rigtig alvorligt. Vi har jo set eksempler på folk, der er kommet alvorligt til skade i såvel eliten som i bredden, siger han.
Mens Niclas Ryberg Hansen er lettet over, at ingen kom noget til, vil han ikke lade sagen ligge her.
Han vil klage over dommeren til DBU.