Spøgelsesbilist på Holstebro-motorvejen
Politiet fik torsdag eftermiddag flere meldinger om en bil, der kørte mod kørselsretningen. Heldigvis skete der ingen ulykker.
Det er den slags situationer, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle bilister.
Torsdag eftermiddag omkring klokken 14.29 blev der meldt om en spøgelsesbilist - altså en bil der kørte mod kørselsretningen - på Holstebro-motorvejen i retning mod Herning.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj, fortæller, at politiet først fik en melding, der gik på en blå Opel Corsa, og senere kom der så en melding om en blå Peugeot. Ordensmagten går derfor ud fra, at der var tale om den samme bil.
- Vi sendte vogne ud for at lede efter bilen, men det lykkedes os ikke at finde den. Vi har ikke fået meldinger om ulykker, så vedkommende må selv have fundet ud af at komme af motorvejen eller få vendt bilen, siger vagtchefen.
Spøgelsesbilist fanget på video
Vejdirektoratet arbejder løbende med at forbedre skiltningen og sikkerheden for at undgå spøgelsesbilister. Alligevel er der hvert år flere eksempler på bilister, der får sig forvildet ind på motorvejene i den forkerte retning.
Den 6. juli var det tæt på at gå helt galt - også på motorvejen ved Holstebro.
Hans Højen Andersen fra Viby ved Aarhus var på vej til Holstebro, da en mindre bil, der var på ud på motorvejen, pludselig svingede skarpt til venstre og dermed kørte i den forkerte retning.
På optagelserne fra Andersens dashcam - et lille videokamera - kan man se, hvordan det i sidste øjeblik lykkedes ham at undgå at ramme spøgelsesbilisten, som viste sig at være en 82-årig mand.