Lars Larsens efterladte: Støt Kræftens Bekæmpelse i stedet for at give blomster
Lars Larsen bliver bisat i morgen torsdag, og familien opfordrer til at støtte Kræftens Bekæmpelse frem for at give blomster.
Stifteren af Jysk Lars Larsen døde mandag efter en forudgående kræftsygdom. I morgen bliver han bisat fra Sejs-Svejbæk Kirke. Den efterladte familie opfordrer til, at folk støtter en mindegave til Kræftens Bekæmpelse i stedet for at købe blomster. På Kræftens Bekæmpelses indsamlingsside skriver de under overskriften ”Vores allesammens dynekonge":
- Vi mistede vores elskede mand, far, svigerfar, farfar og morfar til kræften alt for tidligt. Det er vores håb og ønske, at alle der ville have givet en blomst eller krans i forbindelse med bisættelsen, i stedet vil betænke Kræftens Bekæmpelse med en mindegave.
Vi tror på, at det kan gøre en forskel.
På forhånd tak og kærlig hilsen Kris, Jacob, Mette, Helle, Jørgen, Christian, Christine, Søren og Line.
Mange donationer
Onsdag middag var der allerede indsamlet over 48.000 kroner, og flere giver en sidste kommentar med på vejen.
- Æret være dit minde, skriver Tirsdagspigerne HGSR sammen med deres bidrag på 500 kroner.
Jørgen Olsen skriver:
- Du vil blive savnet kære Lars, tak for mange gode timer sammen. Vi mødtes i 1980, hvor jeg blev ansat som nummer 11, og tak for, at du tog mig med på denne fantastiske rejser, som jeg aldrig vil glemme.
Lars Larsen blev født den 6. august 1948 og blev 71 år gammel. Han bliver bisat i morgen klokken 14.00