Ven begræder Morten Grunwalds død – fik SMS for fem dage siden
Det sidste medlem af Olsen Banden sov ind onsdag aften, og nyheden berører hans mangeårige ven Magnus Magnusson fra Søby syd for Herning, der var med til at lave alle Olsen Banden-film.
- Det er et stort punktum, der er blevet sat. En epoke i dansk filmhistorie er forbi.
Sådan lyder det fra Magnus Magnusson, der som rekvisitør var med til at lave samtlige Olsen Banden-film, på dagen, hvor nyheden om skuespilleren Morten Grunwalds død har ramt danskerne lige i filmhjertet.
Morten Grunwald blev 83 år gammel, og han sov stille ind på Sankt Lukas onsdag aften efter et langt forløb med lungekræft.
- Vi har arbejdet tæt sammen i 30 år, så vi kender hinanden godt. Han var et legebarn, og han elskede alle slags udfordringer, husker Magnus Magnusson.
Fik SMS for fem dage siden
Sidste weekend afholdt Olsen Bandens fanklub et større arrangement i København, hvor 250 var inviteret.
Morten Grunwald valgte dog at melde afbud på grund af sygdommen, og derfor sendte han en SMS-besked rundt til vennerne.
- Han skrev og ønskede os en god fest. Men jeg synes godt, man kunne mærke mellem linjerne, at der ikke var langt igen, fortæller Magnus Magnusson.
- Han tog herfra med stor ære.
Morten Grunwald fortalte i oktober, at han var ramt af kræft, og at han havde takket nej til at blive behandlet.
’Han huggede vores smøger’
Gode stunder har der været mange af gennem årene, erindrer Magnus Magnusson.
Særligt husker han Olsen Banden-medlemmets store trang til at låne cigaretter fra hele filmholdet, når de var på optagelse.
- Da vi var unge, var han altid i gang med et rygestop, men han kunne ikke holde det. Så gik han og huggede vores smøger, selvom vi tjente langt mindre end ham, griner Magnus Magnusson.