Vestas: Får ordrer i Tyskland, USA og Finland
Mandag aften er der landet adskillige ordrer hos Vestas.
Vestas har mandag aften modtaget sin hidtil største ordre på Enventus-platformen. Ordren lyder på 211 megawatt (MW) og er afgivet af Glennmont Partners og finske Ilmatar Energy.
Det oplyser Vestas til fondsbørsen.
Når vindfarmen står klar, vil den være den største i Finland, og strømmen vil blive aftaget af Google, som har indgået en såkaldt elkøbsaftale, en power purchase agreement (PPA). Projektet vil blive drevet på rene kommercielle vilkår og uden finansiel støtte.
Vestas skal levere 13 styk V150-4,2 MW-turbiner samt 28 styk V150-5,6 MW-møller med 155 meter høje ståltårne og med anti-icing system.
Kontrakten omfatter desuden en 30-årig serviceaftale, AOM 5000, samt Vestas Online Business SCADA-løsningen.
Møllerne vil blive leveret fra midten af 2020, og vindprojektet ventes sat i produktion i slutningen af 2020 eller starten af 2021.
390 megawatt i USA
Vestas har mandag aften også modtaget to ordrer i USA på henholdsvis 134 megawatt (MW) og 256 megawatt. Eller samlet set 390 megawatt.
Den største af ordrerne er på 256 megawatt bestående af V120-2,2 MW-turbiner. ordregivers navn offentliggøres ikke, men aftalen indeholder en tiårig serviceaftale. Leveringen af møllerne vil ske i andet kvartal 2020, og projektet ses sat i drift i fjerde kvartal 2020.
Den anden ordre, på 134 megawatt, har også en unavngiven kunde og udgøres af V110-2,0 MW-turbiner. Aftalen omfatter en "flerårig" serviceaftale. Leveringen af møllerne vil også skulle ske i andet kvartal 2020, og projektet ses sat i drift i fjerde kvartal 2020.
31 megawatt i Tyskland
Lem-virksomheden skal også levere en ordre på 31 megawatt (MW) til et turnkey-projekt i Tyskland.
Ordregiver er Windpark Albertshof GmbH & Co. KG, som er et datterselskab af forsyningskoncernen Berliner Stadtwerke GmbH til et projekt i Albertshof i delstaten Brandenburg.
Ordren dækker over otte V117-3,45 MW-møller og en enkelt V126-3,45 MW-turbine.
Med i aftalen er en 23-årig serviceaftale, AOM 5000.