Byråd giver grønt lys til 320 meter højt tårn i Brande

Politikerne i Ikast-Brande har her til aften vedtaget, at Bestseller gerne må opføre en 320 meter høj bygning i Brande.

Bestseller højhus
Foto: Bestseller

Byrådet i Ikast-Brande Kommune har mandag aften givet modekoncernen Bestseller grønt lys til at bygge en helt ny bydel og et højhus på op til 320 meters højde i Brande.

Det er et enigt byråd, der står bag godkendelsen af lokalplanen, som baner vejen for det opsigtsvækkende projekt.

- Jeg har sjældent oplevet en så enstemmig opbakning fra de lokale. Der har nærmest været skuffende få indsigelser og beklagelser til borgermøderne. Man skal lede længe efter demonstrationsoptog mod det her, siger Henrik Engedahl (V), formand for teknik- og miljøudvalget.

Højhuset vil med flere længder slå Herlev Hospital, der med 120 meters højde er indeværende danmarksmester i højhusbyggeri.

Vil også overgå Eiffeltårnet

Højhuset vil også i europæisk sammenhæng sætte et pejlemærke. Det vil eksempelvis overgå det 300 meter høje Eiffeltårnet i Paris.

Det er Bestseller og milliardæren bag, Anders Holck Povlsen, der har ønsket at etablere den nye bydel og højhuset. Det skal bygges i forlængelse af virksomhedens nuværende domicil i Brande.

Højhuset bliver vartegnet for den nye bydel, der skal fylde et område svarende til 90 fodboldbaner.

Der gives tilladelse til fire andre omkringliggende bygninger på mellem 40 og 75 meters højde. Bygningerne kommer til at rumme en blanding af kontorer, boliger, butikker, hotel og konferencefaciliteter.

Lokalplanen har været i offentlig høring, og det har udløst 22 høringssvar. Det har dog kun givet anledning til mindre justeringer af planen.

Både teknik- og miljøudvalget samt økonomiudvalget har indstillet til byrådet, at lokalplanen godkendes.

/ritzau/

2:15
Bestseller vil bygge i højden, og det gav Ikast-Brande Kommune mandag lov til.