De var hudløst ærlige på skærmen og løsnede op for svære snakke i familien
I programmet "Borgen Bag Facaden" viser midt- og vestjyske politikere rundt i både arbejdsliv og privatliv. Her sætter to af dem ord på, hvad det har betydet for dem at være med.
- Det var en hård dag, mentalt, fortæller Carsten Bach.
Han er Folketingsmedlem for Liberal Alliance og slår til dagligt sine arbejdsmæssige folder på Christiansborg i Købehavn.
Men hjemme i Jylland sidder resten af familien, og det todelte liv for politikeren fra Holstebro fylder i det tv-program, "Borgen bag facaden", som Carsten Bach netop har deltaget i.
- At gense programmerne var faktisk også hårdt, fortæller han.
I dem viser han ikke bare sit kontor med personlige ejendele frem - han forsøger så ærligt som muligt at svare på spørgsmål, som kommet tæt på. Spørgsmål om afsavnet til familien, prioriteringer i livet - og hans egne evner som politiker.
- Normalt forsøger jeg at holde mit arbejde som politiker og privatlivet stringent opdelt. Men i programmet er jeg nødt til at blande de to ting sammen. Det vidste jeg, men det kom bag på mig, at det var så hårdt, siger Carsten Bach.
- Det er klart et stykke over en grænse, som jeg ellers normalt sætter.
Du kan se mere til Carsten Bach, som vi følger i nedenstående afsnit af "Borgen Bag Facaden":
Jeppe Søe fra Moderaterne deltager også i en af programmerne. Han havde intet imod at vise sit liv og arbejde frem, fortæller han.
- Jeg er med på, at der er noget, der hedder privatlivets fred, men jeg synes også, vi skal vise, at vi er andet end et slips, siger Jeppe Søe.
Han efterspørger flere formater, som viser en "ikke-redigeret" virkelighed, og tror på, at det kan modvirke politikerlede, hvis vælgerne ser en politiker være et menneske, som alle andre.
- Man ser mig ofte stå på et doorstep med slips på og fortælle, hvad vi er blevet enige om – men det er også noget, om er svært i politik. Det synes jeg også, at folk skal vide, siger Jeppe Søe.
Noget af det, de medvirkende i "Borgen Bag Facaden" blev udsat for, kan du se her:
Fem hurtige til Jeppe Søe
Tv-program løsnede op for snakke i familien
Selvom Jeppe Søe efter eget udsagn altid forsøger at være ærlig og sig selv, så kom der alligevel en side frem i programmet "Borgen Bag Facaden", som kom bag på ham.
- Det kom bag på mig, at jeg ikke kunne snakke om mine børn uden at græde. Det kom også bag på dem. Jeg fik den sødeste besked fra mine unger bagefter, som skrev, at de ikke synes jeg svigter dem. Men når jeg ikke kan lade være med at græde, så ligger der jo noget under, som ikke er helt rigtigt, noget vi skal snakke om. Så det gav en rigtig god snak derhjemme, siger Jeppe Søe.
Det kom også bag på politisk redaktør og tilrettelægger, Klaus Knudsen Pedersen, at politikerne turde åbne op for svære samtaler om afsavn til familien.
- Det har overrasket mig taget konceptet til sig. Det var aftalen, at de skulle give noget af sig selv, men at de har gjort det i det omfang, har overrasket mig. De har været villige til at sænke paraderne og tage os og seerne med indenfor - også i privaten, i familielivet, siger Klaus Pedersen.
Han mener, det er vigtigt, at vælgere ved, hvilke mennesker, de kan stemme på - og det er en del af formålet med programmet.
Et formål, som både Jeppe Søe og Carsten Bach bakker op om.
- Det er netop for at vise, at politik er meget andet, end debatprogrammer og meningsbrydning. Der er meget fokus på splittelse og opdeling i dansk politik, og det, synes jeg, ikke gør noget godt for vores land, siger Carsten Bach.
- Jeg vil altid gerne tale om vores politik, men jeg tror faktisk det er vigtigt, at borgerne kender dem, de har stemt på. Man skal også mærke, hvem jeg er og hvad mine værdier er.
Du kan se alle afsnit af "Borgen Bag Facaden" lige her: