Borgen Bag Facaden

I 19 år har Torsten Schack siddet i Folketinget uden at blive minister - mindst en gang, havde han håbet på, det var blevet ham

En meget ærlig Torsten Schack Pedersen fortæller, at det for ham er en stor og uforløst drøm at blive minister.

- Der har nok været en enkelt gang, hvor jeg tænkte, ”okay, det kunne da måske lige så godt have været mig”, siger Venstres folketingsmedlem i Thisted-kredsen.
- Der har nok været en enkelt gang, hvor jeg tænkte, ”okay, det kunne da måske lige så godt have været mig”, siger Venstres folketingsmedlem i Thisted-kredsen.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Det er reglen mere end undtagelsen, at Venstres politiske ordfører ender med at bliver minister.

Derfor kan ingen fortænke partiets nuværende mand på posten i at have den ambition.

- Hvis der er politikere, der siger, de ikke drømmer om at blive minister, så tror jeg dem ikke over en dørtærskel, siger Torsten Schack Pedersen og forklarer, hvordan han ser sin egen situation:

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet end, at jeg selvfølgelig gerne vil være minister. Og jeg ville også gerne have prøvet at være det på nuværende tidspunkt.

Andre er steget i graderne

Han blev Venstres politiske ordfører i november, da forgængeren på posten, Morten Dahlin, i forbindelse med en regeringsrokade avancerede og blev kirkeminister, minister for byer, landdistrikter og nordisk samarbejde.

Tidligere har partifæller som Troels Lund Poulsen og Sophie Løhde haft posten som politisk ordfører for efterfølgende at blive minister.

Ulla Tørnæs, Ellen Trane Nørby, Peter Christensen, Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg har prøvet det samme. Alle har været Venstres politiske ordfører. Alle er avanceret og er blevet minister.

- Det er klart, at når du er minister, så har du en hammer, der slår noget hårdere. Du har en værktøjskasse, hvor du kan nogle helt, helt andre ting, forklarer Torsten Schack Pedersen.

Derfor skal ingen være i tvivl om, at det for venstremanden, som siden 2005 har været valgt til Folketinget i Thisted-kredsen, er en drøm at blive minister.

Hvad skal få det til at ske?

- Hvis der var en entydig opskrift på det, så kan jeg love dig, at jeg havde fulgt den, siger han.

0:48
- Jeg kommer ikke til at slå krøller på mig selv, siger Torsten Schack Pedersen i "Borgen Bag Facaden", som blandt andet handler om ikke at være blevet minister.

Vil ikke lave om på sig selv

Torsten Schack Pedersen medvirker i "Borgen Bag Facaden" på TV MIDTVEST, hvor han fortæller, at ambitionen om at blive minister ikke er ny - at der har været mindst én gang, hvor han havde håbet, telefonen havde ringet.

- Der har nok været en enkelt gang, hvor jeg tænkte, ”okay, det kunne da måske lige så godt have været mig”. Men det er vilkårene. Og, hvis ikke man kan tåle det, så skal man finde noget andet at lave, sige han.

Hvorfor er det ikke blevet? Hvordan lyder din egen analyse?

- Det tror jeg, der er flere forklaringer på.

- Der er så mange ting, der skal falde rigtigt ud. Og de er så ikke faldet ud i min retning endnu. Det må jeg så arbejde på, at det forhåbentligt sker, siger den erfarne venstrepolitiker - som forklarer, at han ikke vil lave om på sig selv for at kunne komme i spil til en ministertjans.

- Jeg har været tro mod den, jeg er og det, jeg står for. Det har jeg tænkt mig at blive ved med. Så må andre vurdere. om det kan bruges eller ej. Jeg kommer ikke til at slå krøller på mig selv, siger Torsten Schack Pedersen.

Du kan komme tættere på Torsten Schack Pedersen i det nyeste afsnit af "Borgen Bag Facaden", som du kan se på TV MIDTVEST Play ved at klikke herunder.