Konservativt folketingsmedlem: Jeg savner Søren hver eneste dag
Knapt fire måneder efter Søren Pape Poulsen mistede livet, fortæller Lise Bertelsen, hvordan den afdøde partiformand stadig fylder i folketingsgruppen og i det politiske arbejde på Christiansborg.
Det er et klart svar Lise Bertelsen giver på spørgsmålet, om det er dagligt, hun savner Søren Pape Poulsen.
- Ja. Jeg savner ham hver eneste dag.
Nyheden om, at partiformanden 2. marts var død af en hjerneblødning, kom som et chok for alle i Det Konservative Folkeparti.
Og især også for Lise Bertelsen.
- Jeg savner Søren rigtig meget. Han var min gode gamle kammerat fra Bjerringbro, fortæller hun.
Du kan få meget mere at vide om Lise Bertelsen ved at klikke her:
Hun forklarer, at han ud over at være en ven også var hendes politiske mentor og sparringspartner - det var Søren Pape Poulsen, der for få år siden skubbede på og fik Lise Bertelsen til at søge den politiske indflydelse.
- Det var ham, der spurgte om ikke jeg havde lyst til at stille op. Først til kommunalpolitik. Og så til Folketinget, hvor han spurgte, om ikke også det var noget for mig.
- Så det var vejen hertil, siger Lise Bertelsen.
Det konservative folketingsmedlem fra Viborg medvirker i Borgen Bag Facaden på TV MIDTVEST, hvor hun sætter ord på, hvordan den afdøde partiformand stadig er med i det daglige politiske arbejde.
- Vi er kommet videre, men vi taler stadigvæk om Søren. Vi mindes ham. Vi snakker om, hvad han ville have tænkt. Hvad ville han have sagt. Så han er med os, forklarer hun.
- På en eller anden måde vil vi jo gerne leve op til det, han har været for det her parti.
En tegning fra Ruth
Også på Lise Bertelsens kontor på Christiansborg er Søren Pape Poulsen med. En tegning af den tidligere partiformand hænger på væggen ved siden af et foto af hendes mand og tre børn.
- Det er en tegning, som hang på Sørens kontor, som jeg har fået, fortæller hun.
- Det er Sørens mor, Ruth, som har givet mig den. Så nu hænger den her. Og det er jeg rigtig glad for. Når jeg møder ind om morgenen, så kigger jeg op på den. Det betyder noget for mig, siger Lise Bertelsen.
Men hun siger også, at det er vigtigt at understrege, at partiet har fundet en rigtig god erstatning for Søren Pape Poulsen.
- Mona Juul, hun gør det fantastisk godt. Hun har et engagement og en energi, som smitter, oplever Lise Bertelsen.
Men er det ikke også det loyale svar? Faktum er vel, at det var Mona Juul det blev, fordi der ikke var andre?
- Det er fuldstændig rigtigt.
- Men lige før Søren døde, der blev hun gruppeformand. Og det var jeg helt høj over - fordi jeg så, at Søren og hun ville blive et fantastisk makkerpar. Så det er ikke noget, jeg skal sige - eller siger for at please. Mona Juul er bare en rigtig god leder. Det kan man mærke. Hun har egenskaberne, og hun har den fede energi, siger Lise Bertelsen.
Du kan bliver klogere på, hvordan Lise Bertelsen og andre politikere arbejder på Christiansborg i programserien Borgen Bag Facaden: