Kunst på Borgen: Vestjysk folketingsmedlem er betaget af billede af skagensmaler
Christiansborg er som et kunstmuseum. Overalt hænger der malerier fra øverste hylde. Liberal Alliances Carsten Bach har sin favorit.
Christiansborg Slot på Slotsholmen i København. Hjemsted for Folketinget, Højesteret og Statsministeriet.
Stedet er ikonisk. Og kendt af de fleste.
Men ikke alle ved, at Christiansborg også bugner af kunst. Og især malerier.
På gangene. Og i partiernes gruppeværelser. Overalt er der noget at se på. Noget at blive betaget af.
LA's Carsten Bach fortæller i "Borgen Bag Facaden" blandt andet om sin fascination af malerierne på Christiansborg. Det kan du se ved at klikke her.
Også på folketingsmedlemmernes kontorer er der kunst på væggene.
Carsten Bach er valgt for Liberal Alliance i Vestjyllands Storkreds. På hans kontor, som ligger yderligt på Christiansborg, ved Ridebanen, er det kunstmaleren Per Kirkeby, der udgør udsmykningen.
- Grunden til, jeg har valgt Per Kirkeby, er, at han er uddannet geolog, ligesom jeg selv er, siger Carsten Bach og forklarer, at der i Folketinget er ansat en kunstansvarlig, som hjælper medlemmerne med at finde malerier i samlingen, som de bryder sig om - og som passer til deres kontorer.
Skagensmaler er favoritten
Men det er nu en anden kunstmaler end Per Kirkeby, der gør størst indtryk på Liberal Alliances mand fra Vestjylland.
På 2. sal på Christiansborg hænger et maleri af skagensmaleren Michael Ancher. Carsten Bach fortæller, at han bliver meget betaget, når han kigger på det.
- Det er et fantastisk billede og er jo som sagt malet af Michael Ancher, som er realist, forklarer han.
Billedet, Carsten Bach beskriver, hedder ”Fiskere på stranden en stille sommeraften” og er malet i Skagen i 1888.
Carsten Bach forklarer, at han kan lide motivet og især det lys, det er malet i. Han fortæller, at første gang, han så maleriet, undrede sig over, om det var en lampe, der lyste det op. Men også, at han har en begejstring for Michael Ancher som person.
- Michael Ancher var en slider. Han var en maler, der ikke kom let til sin kunst. Han måtte arbejde for det i modsætning til for eksempel P.S. Krøyer, som var en anden kendt skagensmaler, der var mere letlevende, forklarer Carsten Bach.
- Ancher portrætterer det jævne, hårdtarbejdende hverdags-menneske og ofte i form af fiskere, hvor Krøyer malede de fornemme damer på stranden i Skagen.
- Jeg kan godt lide det her med, at det er realistisk – det er flot malet – men også, at jeg ved, at kunstneren bag det har måttet arbejde for det, siger han
Du lyder næsten som en kunsthistoriker?
- Det er jeg overhovedet ikke, understreger Carsten Bach.
- Jeg synes bare, billedet er meget, meget fascinerende - og derfor har jeg sat mig ind i, hvad det er, der ligger bag, siger han.
Liberal Alliances Carsten Bach fortæller om sit politiske liv og hverdagen på Christiansborg i "Borgen Bag Facaden", som du kan se ved at klikke herunder.