Borgen Bag Facaden

Signe Munk er et magtmenneske: Går efter ministerpost

Signe Munk er SF’s politiske ordfører, og hun indrømmer gerne, at hun er et menneske, som går efter magten. Også at når og hvis hendes parti kommer i regering, så ser hun sig selv som minister.

Signe Munk er folketingsmedlem og SF-politiker - men er også et menneske, som helt bevidst går efter magten.
Signe Munk er folketingsmedlem og SF-politiker - men er også et menneske, som helt bevidst går efter magten.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Signe Munk er en politiker, der ved, hvad hun er værd.

I hvert fald tør SF'eren godt sige, at hun ser sig selv på ministerholdet, når og hvis hendes parti igen skal i regering.

- Ja. Det håber jeg, siger Signe Munk.

Hun siger også, at hun ikke er bange for magten - at hun efter snart fem år i Folketinget ved, at beslutninger nødvendigvis skal tages - at det i bund og grund er det, tilværelsen som politiker handler om.

- Dem, der bilder sig ind, at magt aldrig er der, de tager i min optik grundlæggende fejl, siger Signe Munk.

- Der er magt. Der er beslutninger, der skal tages. Og jeg vil gerne være en af dem, der tager de beslutninger, der skal til, forklarer SF’eren.

Som at spille skak

33-årige Signe Munk blev valgt til Folketinget for SF i Vestjyllands Storkreds i juni 2019. I december 2022 blev hun genvalgt. Hun er i dag SF’s politiske ordfører og har dermed en helt central position i partiet.

- Jeg er nok meget lidt en politiker, hvor det bare skal blive ved snakken. Jeg er meget glad for at lægge arm politisk. At forhandle ud på de sene nattetimer. At lave politiske aftaler, lyder hendes eget skudsmål.

0:52

Fem hurtige til Signe Munk

Handler det ikke også om at være snu og kunne begå sig i det spil, som politik vel også er?

- Absolut, siger Signe Munk.

- Jeg ser politik som et skakspil, hvor du skal rykke dine brikker hele tiden. Jeg tænker over, at hvis jeg går frem, hvad gør ministeren eller regeringen så? Hvis jeg sælger en historie til pressen, hvad er det så, jeg fortæller danskerne - hvordan vil det påvirke den politiske stemning? Så det er i høj grad som skak eller Stratego, forklarer Signe Munk.

Men er det ikke usympatisk og en lille smule spekulativt?

- Nej, det synes jeg ikke. Hvis man accepterer, at der er nogle beslutninger, som skal træffes - at der er noget magt, man kan gribe ud efter, så handler det netop om at kunne bruge magten rigtigt, mener Signe Munk.

- Mit politiske mandat er jo at kunne begå mig i magtens centrum. Det er redskabet til at kunne skabe forandringer, siger hun. 

Signe Munk deler ud af sine betragtninger om, hvad det vil sige at være politiker i en ny programserie på TV MIDTVEST.

"Borgen bag facaden" er en række udsendelser, hvor folketingsmedlemmer fra landsdelen giver seerne en unik adgang til Christiansborg. Og så fortæller de mere personlige ting om sig selv.