Plejer: - Pædagoger ville gavne på et plejehjem
Efter et forsøg med børnehavebørn og deres pædagoger på plejehjem i Holstebro, efterlyser en plejer at der ansættes pædagoger i plejen. Det har man gjort flere steder i Thisted Kommune.
Britta Pedersen har været plejer på plejehjemmet, Parkvænget, i Holstebro siden 2002. Efter dokumentaren, Børnechok på plejehjemmet, efterlyser hun flere pædagoger i ældreplejen.
- Det er den der tilgang, de har til de ældre. De ser på dem og ser noget andet end det, vi ser, fordi de kigger på mennesket. Vi tænker pleje og pasning, men de ser mennesket.
- Det ville gøre, at de (ældre, red.) fik noget andet nærvær og mere anerkendelse som menneske.
Ifølge Kommunernes Landsforening er der rundt regnet 124.000 fuldtidsansatte plejere med forskellig faglig baggrund i ældreplejen. Til sammenligning er der ifølge pædagogernes fagforbund, BUPL, 205 pædagoger ansat på ældreområdet.
BUPL repræsenterer langt størstedelen af pædagoger ansat i det kommunale institutioner, men der kan være få, som er i andre fagforbund. Derfor skal man tage et forbehold for de 205, men det ændrer ikke ved, at andelen af pædagoger på ældreområdet er meget lille.
Pædagog i Thy går forrest
Otte ude af landsdelens tretten kommuner har ikke ansat BUPL-pædagoger på plejehjem. Det har de dog i Thisted Kommune. Her arbejder Julie Grods også. Som pædagog på plejehjemmet, Kastaniegården, i Snedsted sydvest for Thisted.
- Vi får flere syn på samme sag. Det kunne være, man plejer at gøre noget på én måde, og så kan det være, jeg kommer ind og stiller spørgsmål til, om man kunne prøve at gøre det på en anden måde, siger hun.
Hun har været på plejehjemmet siden september. Og hendes erfaring er, at det ofte er hendes kommunikative kompetencer, hun har med fra uddannelsen, hun kan gøre brug af.
- Her i weekenden, da jeg var på arbejde, kom jeg ind til en ældre kvinde, og hun sagde, at hun var glad for, at det var mig, der kom derind, fordi hun synes, jeg er rolig.
Kan det ikke lige så godt være din personlighed? Hvordan ved du, at det også har noget med din faglighed at gøre?
- Fordi vi for eksempel har lært, at når man går ind til et menneske for at vække det, så har man været oppe i flere timer, men det har det menneske, jeg kommer ind til, ikke. Så dér har vi lært, at det er vigtigt, at man tænker på, hvilket mindset borgeren er i. Dér nytter det ikke, at jeg går ind og råber. Dér er jeg nødt til at være afdæmpet i mit toneleje og være stille og rolig.
Når hun snakker med beboerne, leder efter fælles samtaleemner. For eksempel fodbold.
- Vi finder det her fælles tredje. Noget, vi kan have som fælles fokus, og så sidder vi og snakker om det. Det giver en rigtig god relation.
Måske ikke overraskende mener hun, at pædagoger burde være hvermandseje på alle plejehjem.
- Jeg tænker klart, man burde have en pædagog på ethvert ældrecenter for at få et bredere syn på borgeren.
Svært at finde ledige hænder - men pædagog er stor gevinst
Det var egentlig ikke med vilje, at Julie Grods blev ansat. Men plejehjemmet havde vanskeligt ved at rekruttere fra de traditionelle faggrupper.
- Indimellem skal der en omvæltning og en brændende platform til. Den kom, fordi vi ikke kunne rekruttere og måtte tænke ud af boksen.
- Det er jo helt fantastisk at se, hvordan noget, der i begyndelsen var lidt af nød, bidrager til tværfaglighed og i sidste ende det, beboerne møder i pleje og omsorg, siger Theresa Wollenberg, der er områdeleder for Plejecentre Midt i Thisted Kommune.
Det har selvfølgelig krævet en tilvænning for det traditionelle personale at få en pædagog som kollega.
- Der kan godt være lidt undren: Hvad er det nu for en Zebra, der kommer ind i Giraf-flokken her? Det tager noget tid, men indimellem skal der ske en forandring, og så kan vi begynde at se, hvad jeg får som SOSU eller sygeplejerske. Det beriger tværfagligheden. Det er dér, hvor to plus to giver fem.
- Pædagoger har jo en faglig indsigt i relationer, nærhed og omsorg med nogle andre vinkler end det sundhedsfaglige personale.
I Plejecentre Midt har de også ansat pædagogiske assistenter, ligesom der er en pædagog ansat i et aktivitetstilbud. Og Theresa Wollenberg er begejstret for det, pædagogerne kan.
- Jeg kan anbefale, at der bliver åbnet op for, at man tænker pædagoger ind i plejen.