2000 pædagoger og lærere får lynkursus i hygiejne i Silkeborg
Flere end 2000 offentligt ansatte i Silkeborg får lynkursus i hygiejne inden dagtilbud og skoler åbner.
Når flere end 2000 medarbejdere i dagplejen, daginstitutionerne, skoler og SFO’er møder ind på arbejde tirsdag efter påske, får de et lynkursus i hygiejne, inden dagtilbud og skoler åbner for børn og elever.
Det skriver Silkeborg Kommune i en presesmeddelelse.
Kommunen har lynproduceret et kursus i god hygiejne til medarbejdere i dagtilbud og skoler.
- God håndhygiejne, hyppig rengøring og afstand er tre nøgleredskaber, når vi åbner dagtilbud og skolerne igen. For de fleste medarbejdere er det et genopfriskningskursus. Især i dagplejen og i daginstitutionerne er medarbejderne i forvejen vant til at håndtere og undgå smitte blandt børnene, når de har for eksempel influenza og andre børnesygdomme, siger børne- og familiechef Jette Stencel og skolechef Thomas Born Smidt i Silkeborg Kommune.
Logistikken fylder
Pædagoger, lærere, rengøringspersonale og andre medarbejdere arbejder i øjeblikket på højtryk for at blive klar til genåbningen af dagtilbud og skoler.
Det er blandt andet en stor logistikopgave. Møbler skal flyttes rundt for at skabe mere plads og gøre rengøringen nemmere, og så skal sæbe, håndsprit, håndservietter, engangshandsker og andre ting skaffes frem.
Medarbejderne skal på et hygiejnekursus, og de skal organisere en ny hverdag med hyppig håndvask, ekstra rengøring og tilstrækkelig afstand inde og ude.
Det skal sikre, at åbningen for børn og elever bliver tryg og sikker for alle, samtidig med at der skabes et godt pædagogisk tilbud og en god skole indenfor de sundhedsmæssige retningslinjer.
Forældre får besked via Tabulex (dagplejen), Daycare (daginstitutioner) og Aula (skoler), hvornår børnene og eleverne konkret kan møde ind i dagtilbud og skoler.