Borger græd som pisket over kommunens hjælp: - Jeg følte mig snydt
Ti minutters ekstra rengøring efter to missede rengøringer får ikke glæde frem hos Susanne Kloster fra Hundborg.
Coronapandemien har aflyst meget. Rejser, festivaler, fødselsdage og rengøringer. Det sidste forsøger Thisted Kommune nu at kompensere for, men hjælpen er mest af alt til at grine af, lyder det fra en af dem, der skal modtage den.
Hos Susanne Kloster fra Hundborg er hun vant til at få gjort rent i 45 minutter hver tredje uge, men på grund af coronapandemien har der kun været gjort rent hos hende én gang siden den 10. marts. Hun har altså misset to rengøringer.
Nu tilbyder Thisted Kommune ti minutters ekstra rengøring, men det får ikke glæden frem hos Susanne Kloster.
- Jeg sad udenfor i dejligt solskinsvejr. Det kan godt være, det var ment som en hjælp, men jeg græd som pisket. Jeg følte mig snydt, siger hun om kommunens løsning.
Susanne Kloster får hjælp til rengøringen, fordi hun har fremskreden KOL.
Forventning om fuldførelse af rengøring
Thisted Kommune har besluttet, at de 10 minutters ekstra rengøring er til alle, og at borgerne ikke skal igennem en individuel vurdering, før det kan startes. Det sker nemlig med det samme.
Kommunen har bedt fagfolk om at lave en faglig vurdering af, hvor lang tid det tager at komme i bund med rengøringen hos borgerne efter de missede besøg, og her er vurderingen altså 10 minutter.
- Der har jeg selvfølgelig en forventning om, at man løser den her opgave, og det har jeg også en tillid til, at man gør, ligeså vel som man har gjort på bedste vis i den her coronatid, hvor medarbejdere og leder har stået med den her svære opgave, siger Ida Pedersen (S), der er formand for social- og sundhedsudvalget i Thisted Kommune.
De ti minutter kan dog afviges en smule, hvis tiden er til det.
- Det, der er vigtig for mig, er, at opgaven bliver løst, og hvis 10 minutter ikke er nok, så må man se, om man ikke kan lægge et par minutter mere på, forklarer social- og sundhedsdirektør i Thisted Kommune, Tue Von Påhlman.
At gøre grin med folk
Hos Susanne Kloster i Hundborg kan glæden over de ti minutter være på et meget småt sted. Hun mener, at kommunen lige så godt kunne have ladet være.
- Det er mest den sårethed, at nu napper vi dig af med 10 minutter, og så bør du virkelig være taknemmelig. Og det er jeg ikke, siger hun.
Det er de heller ikke hos Ældre Sagen.
- At man tror, man kan kompensere med ti minutters ekstra rengøring, synes vi, er at gøre grin med folk. Og synes vi også, at det er i modstrid med det som folketinget har besluttet at kommunerne skal tilbyde, altså en grundig rengøring i forbindelse med, at man genopstarter rengøring, siger Per Tostenæs. Han er seniorkonsulent hos Ældre Sagen.
I en aftale fra den 29. maj mellem KL og regeringen modtager kommunerne i år i alt 2,6 milliarder kroner i kompensation for ekstraudgifter i forbindelse med coronapandemien.
Det er ekstraudgifter, der blandt andet gælder ekstra rengøring hos ældre.