Bravo Tours arbejder på højtryk for at få danskere hjem
Udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) har meldt ud, at danskere i udlandet skal komme hjem hurtigst muligt.
Fredag aften gløder telefonerne hos det Herning-baserede rejseselskab Bravo Tours. Tidligere i dag bad udenrigsminister Jeppe Kofod (S) danskere i udlandet om hurtigst muligt at vende retur til Danmark på grund af den aktuelle situation med coronavirus.
- Dels har vi næsten 10.000 gæster, som skulle have været afsted indenfor de næste fire uger, som vi skal have kontakt med og forklare, at de ikke kommer afsted. Og så har vi jo en hel del gæster ude i verden, som vi skal have hjem, så selvfølgelig er der pres på og gang i det hele, siger administrerende direktør, Peder Hornshøj.
Bravo Tours har mange fly til De Kanariske Øer allerede i morgen samt fly til Tenerife søndag og Fuerteventura mandag, lyder det.
- De vil komme til at tage størstedelen af de gæster hjem, som vi har ude i verden lige nu. Vi har også gæster andre steder, men det er ikke så mange i forhold til de kanariske øer lige nu, så det er dem, der er førsteprioritet, og så tager vi fat i resten, uddyber Peder Hornshøj.
Direktøren oplever generelt, at gæsterne er forstående overfor, at det ikke bliver til mere ferie i denne omgang.
- Der er selvfølgelig mange, der synes, at det er drønærgerligt og også nogen, der er lidt kede af det, hvis de lige er kommet derned, hvor de skulle have holdt ferie i lang tid. Men jeg tror, at alle forstår budskabet med, at de skal komme hjem så hurtigt, det nu kan lade sig gøre, siger Peder Hornshøj og understreger, at der ikke er tale om evakuering fra myndighedernes side, men at selskabet løser opgaven så hurtigt som muligt.
- Vi arbejder på højtryk på det, og vi skal nok få alle hjem, slutter han.