Corona-eksplosion på lokale skoler: Mange elever ramt og sendt hjem
Lige nu er flere børn smittet og sendt hjem med corona på Møldrup og Stoholm skoler i Viborg. Det får flere forældre til at holde deres raske børn hjemme.
Corona har igen fået tag i Danmark og et af de steder, hvor det står slemt til, er på Møldrup og Stoholm skoler i Viborg, der er ramt af et større smitteudbrud.
- Jeg kan da godt sige, at det, jeg normalt bruger tid på, gør jeg ikke mere. Den har stået på corona siden mandag, fortæller Jesper Okholm, der er skoleleder på Stoholm skole.
Siden starten af denne ugen er der nemlig kommet det ene opkald efter det andet fra forældre, hvis børn er ramt af corona.
Fredag var der meldt om 23 smittede børn. Det er særligt i femte- og tredjeklasse, hvor det står værst til. Men også lørdag har skolen modtaget opkaldt fra to hold forældre til nysmittet børn.
I en anden ende af kommunen raser coronaen også på Møldrup Skole, hvor skoleledelsen fredag kunne melde om 16 smittede børn - alle i årgangene 0.-5. klasse.
Holder børnene hjemme
Skoleleder Jesper Okholm fra Stoholm Skole forventer ikke, at han har set toppen af isbjerget endnu.
- Hvis jeg havde muligheden for det, ville jeg nok overveje, om vi skulle sende alle hjem nogle dage, siger han.
Men det kan han ikke.
Styrelsen for Patientsikkerhed tillader ikke generelt, at skoler eller andre offentlige institutioner lukker helt ned, så Stoholm Skole må holde sig til de gældende regler om blandt andet at blive testet, spritte af og holde afstand.
- Styrelsen for Patientsikkerhed følger med, men indtil videre mener de ikke, vi er et sted, hvor vi helt eller delvist skal lukke ned, siger Jesper Okholm.
Det har fået flere forældre til at holde deres børn hjemme, fortæller skolelederen.
- Vi har valgt at være åbne overfor det, selvom det ikke er lovligt fravær. Men så længe det er for en kortere periode, så bakker vi op, siger han.
Det seneste døgn er 2097 personer testet positive for coronavirus, viser tal fra SSI.
Det er tredje dag i træk, hvor antallet smittetilfælde stiger med mere end 2000.