Corona har lukket Jespers frisørsalon: - Jeg blev sgu lidt følelsesladet
Jesper Brink er bestemt ikke vant til, at andre end ham selv bestemmer, hvornår hans frisørsalon skal holde lukket.
Jesper Brink har været selvstændig frisør i Holstebro i tyve år. Aldrig før har han prøvet, at en anden end ham selv lukker salonen.
- Jeg blev sgu lidt følelsesladet i går (tirsdag, red.), for jeg er vant til selv at bestemme hernede. Så man føler sig lidt umyndiggjort – hvilket selvfølgelig også er nødvendigt. Man er ikke herre i eget hus. Det er en anderledes følelse.
- Jeg tror, frustrationen ligger mest i, at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske økonomisk og ikke har fået så meget at vide endnu, forklarer han over for TV MIDTVEST.
Han står ikke foran en konkurs lige med det første, og fremtiden må vise, hvor længe Jesper Brinks frisørsalon kan holde til at være lukket.
- Nu er vi lukket ned i 14 dage, og det kommer også til at tage 14 dage mere, tror jeg. Men jeg kan godt klare mig en måned eller to, men vi ved bare ikke, hvad der sker.
- Tre måneder, så lyder det ved gud ikke sjovt længere, siger han.
Kunderne bakker op
Flere af Jesper Brinks faste kunder har allerede skrevet til ham. Nogen vil overføre penge for fremtidige klipninger, andre vil komme ofte, når coronakrisen har lagt sig.
- Det bliver man lidt rørt over, afslutter frisøren.