Corona-hjælp: Grundfos er klar til at omlægge produktionen
Grundfos undersøger lige nu muligheden for at lave reservedele til respiratorer.
Normalt har Grundfos verdensomspændende spidskompetence i at lave pumper til mange formål.
Men lige nu undersøger virksomheden i Bjerringbro muligheden for at omlægge dele af produktionen, så de kan producere reservedele til respiratorer.
Det fortæller Peter Trillingsgaard, der er kommunkationsdirektør hos Grundfos.
- Hvis der er noget vi kan bidrage med, så vil vi rigtig gerne, siger kommunikationsdirektøren til TV MIDTVEST.
Store virksomheder arbejder tæt sammen
Grundfos og en lang række af Danmarks tunge industrivirksomheder arbejder lige nu tæt sammen med Dansk Industri for at finde ud af, hvor de hver især kan bidrage i corona-krisen.
Derfor er pumpekoncernen i Bjerringbro i dag ved at kortlægge både kompetencer og maskinpark for at finde ud af, hvilke dele der kan indgå i produktionen af for eksempel reservedele til respiratorer.
Helt konkret undersøger man lige nu de 3D-printere, som virksomheden har en del af.
- Vi vil gerne vise noget samfundsind og bidrage, når det er vigtigt. Og det er det nu, siger kommunikationsdirektør Peter Trillingsgaard.
I løbet af et døgns tid regner Grundfos med at have et bud på, hvad det er, de helt præcist kan tilbyde af hjælp under corona-krisen.