Frisør holder humøret højt trods krisen: - hjælper ikke at sætte sig ned og tude

Jesper Brink forsøger at få noget positivt ud af krisen og glæder sig over, at han har mere tid sammen med sin kone og sine børn.

Frisør Jesper Brink fra Holstebro.
Frisør Jesper Brink fra Holstebro.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Frisørmester Jesper Brink fra Holstebro var meget påvirket af situationen, da han 17. marts fik at vide, at han på grund af coronakrisen skulle lukke sin salon i 14 dage.

Nu er nedlukningen blevet forlænget til den 10. maj - alligevel er det lykkedes ham at holde humøret oppe.

- Selvfølgelig er det frustrerende, men jeg kan jo ikke gøre noget ved det. Det hjælper ikke at sætte sig ned og tude. Hvorfor så ikke prøve at få noget positivt ud af det, siger han.

Da TV MIDTVEST besøgte Jesper Brink dagen efter nedlukningen, fyldte usikkerheden og frustrationen meget.

- Jeg blev sgu lidt følelsesladet, fortalte han.

Tvunget af omstændighederne har Jesper Brink prøvet at vende situationen til noget positivt, og den ufrivillige ferie - som han kalder det - har i hvert fald en stor fordel.

- Jeg får set min hustru og mine børn en del mere. Vi er pludselig sammen på en måde, vi aldrig har prøvet før. Sidst jeg havde den her ferie, gik jeg i folkeskole.

- Det bliver nogle andre værdier, man får kigget efter, og man får måske også standset og kigget sig omkring: Hvad er egentlig vigtigt? Det skal ikke misforstås, min virksomhed er også vigtig, men jeg kan ikke gøre noget ved situationen nu. Så kan jeg lige så godt få nogle gode ting ud af den, siger han.

Frisørmesteren blev i øvrigt ikke specielt overrasket, da regeringen besluttede at forlænge nedlukningen. Det havde han forventet.

- Jeg synes godt nok, at det er en hård nedlukning, men det er sikkert også nødvendigt. Jeg må jo gå ud fra, at regeringen ved bedst, og så gør jeg, som de beder mig om.

Han er også overbevist om, at forretningen vil overleve krisen. 

- Når man er en bonderøv, som jeg er, så har man altid gemt en krone til de ting, der kan komme som udfordringer senere.

9:10
Du kan møde Jesper Brink og andre midt- og vestjyder i afsnit tre af serien 'vores hverdag med corona'.