Rejseselskaber har knoklet: Nu er over 1000 danskere på vej hjem
Det har været noget af et puslespil for midt- og vestjyske rejsebureauer at få knap 1100 danskere hjem fra udlandet.
Hos Primo Tours i Ringkøbing er direktør Bjarke Hansen glad.
Efter meldingen fra Udenrigsministeriet om, at alle danskere i udlandet skulle komme hjem, har de knoklet på livet løs for at få deres gæster hjem.
Nu er situationen løst for de 776 gæster, de har ude i verden på forskellige destinationer.
- Det har været kaotisk og frustrerende, men nu er der ro på igen. Alle gæster hjem og lander i dag og de sidste i morgen aften. Vi glæder os til at få dem hjem, siger direktøren.
Han lægger ikke skjul på, at det har været et kæmpe puslespil at få alle gæsterne hurtigt hjem.
- Vi har heldigvis chartret vores egne fly og kan derfor sende flyene direkte ned og hente vores gæster. De er blevet rigtig glade for, at vi kan få dem hjem så hurtigt.
Puslespillet ændrer sig konstant
Benns Rejser i Holstebro har i alt 300 gæster ude i verden - 200 feriegæster og 100 på grupperejser heriblandt gymnasieelever på studieture.
De kan nu alle også se frem til at komme hjem til Danmark.
- Det har virkelig været svært, for puslespillet ændrer sig hele tiden, siger Karsten Lind, business manager hos Benns.
Rejsebranchen er lige nu presset lige som mange andre brancher og risikerer at komme til at stå med regningen selv.
Alligevel har de prioriteret at få gæsterne hjem fra udlandet.
- Det skal ikke gå ud over vores gæster, så derfor reagerede vi hurtigt. Vi tror på, vi også får hjælp, siger Primo Tours' direktør.
Primo Tours har lige nu aflyst resten af vintersæsonen frem til påske. For dem, der er blevet snydt for en vinterrejse, er salget af sommerferier i gang.