Skal brænde 45 tons mink om dagen: - Det er affald ligesom alt muligt andet

På Måbjergværket var personalet spændte på prøveafbrændingen, men den forløb uden problemer, og nu er de klar til at tage imod 45 tons mink om dagen.

Teknisk direktør Claus Bøgeskov Mogensen garanterer, at Måbjergværket er klar til at løfte deres del af opgaven.
Teknisk direktør Claus Bøgeskov Mogensen garanterer, at Måbjergværket er klar til at løfte deres del af opgaven.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Måbjergværket ved Holstebro stod klar med åbne ovne, da lastbiler leverede op mod 45 tons døde og opgravede mink fra minkgravene ved Nørre Felding til døren tirsdag morgen.

Dagen efter pinsen begyndte arbejdet med at grave 13.000 tons mink op af jorden fra de aflange grave ved Nørre Felding og Kølvrå i Nørre Felding.

Efter prøveafbrændingen af mink for cirka to uger siden stod det nemlig klart, at mink ikke er noget problem for kæmpeovnen på Måbjergværket.

- Det var spændende ved prøveafbrændingen, for vi vidste ikke, hvad vi fik. Nu er minkene kendt for os, og det er affald ligesom alt muligt andet. Nu er det bare dagligdagen, siger Claus Bøgeskov, der er teknisk direktør på Måbjergværket.

Ved prøveafbrændingen blev 1.300 tons mink gravet op og forsøgt brændt af med stor succes.

Kranføreren Jes Simonsen fordeler mink og affald jævnt i ovnen, så det hele kan brændes af nemmest muligt.
Kranføreren Jes Simonsen fordeler mink og affald jævnt i ovnen, så det hele kan brændes af nemmest muligt.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Minkene skal være væk midt i juli

Efter prøveafbrændingen er der nu lagt en skarp plan for, hvornår de danske minkgrave skal være tømt, og minkene brændt af.

Alle forbrændingsanlæg har nemlig meldt ind, hvor mange mink, de kan brænde af i døgnet, og efter planen skal alle mink være væk i midten af juli.

- Vi har meldt ind, at vi kan tage 45 tons i døgnet. Det svarer til cirka ti procent af, hvad vi kan brænde, fortæller Claus Bøgeskov.

Man kan nemlig ikke bare proppe ovnen på et forbrændingsanlæg. Ligesom alle flammer skal bålet i Måbjerg også kunne få ilt.

- Lige så snart vi får minkene læsset af, begynder vi at fordele dem i siloen og jævne det ud, så vi holder mængden i siloen under ti procent, ellers slukker man bålet i ovnen, siger den tekniske direktør.

Udover Måbjergværket deltager 12 andre forbrændingsanlæg landet over i opgaven.

2:33
Se eller gense indslaget fra da TV MIDTVEST besøgte Måbjergværket inden prøveafbrændingen.