Skrald over det hele: Badesø er plaget af festglade unge
Nattelivet holder lukket, så unge søger andre steder hen. Og det har betydning flere steder.
Ferie og godt vejr er en kombination, der har fået en del unge til at rykke festerne ud i de varme sommeraftener.
Men de mange fester på offentlige områder skaber problemer flere steder på grund af den høje musik, og det skrald, som festerne efterlader.
Et af de steder er ved badefaciliteterne i landsbyen Rækker Mølle nord for Skjern. Det blev hurtigt et populært sted for de unge, fortæller Ejnar Tylvad, der er en af kræfterne bag byens badefaciliteter.
- Da det var værst, så var der til tre affaldssække fra en aften af, hvor det bare lå über alles, forklarer han og fortsætter:
- Vi håber, vi kan finde en løsning, så alle parter kan være her og have nogle gode timer og oplevelser.
Forældrenes rolle
Hos SSP i Ringkøbing-Skjern Kommune kender de godt situationen ved badesøen, som de har været forbi flere gange.
En del af strategien for at få de unge til at respektere naboer og andre gæster ved badesøen har været kontakt til deres forældre.
- For at opfordre dem til måske at være lidt mere OBS på, hvor de er henne. Gå en tur ned forbi, når de for eksempel er ved søen i Rækker Mølle, forklarer SSP-vejleder Anette Nordqvist Nielsen.
Et generelt problem
Det er ikke kun i Rækker Mølle, der er et problem med støj og skrald. SSP i Viborg Kommune har også modtaget flere henvendelser end normalt, forklarer SSP-ungevejleder Jakob Lyngsø.
- Der er mere tryk på, end der var sidste år og forrige år. Det skyldes nok corona, og at de unge bare er mere ude, forklarer han.
Tal fra Midt- og Vestjyllands Politi viser også en tendens. De har i de sidste tre måneder modtaget mere end dobbelt så mange opkald om for høj musik, som sidste år. I april til juni 2020 har de modtaget 596 opkald, mod kun 252 opkald i samme periode sidste år, og kun 199 i 2018.
Tallene siger dog ikke noget om, hvorvidt anmeldelserne skyldes festglade unge mennesker. Det passer dog med SSP i Viborgs oplevelser.
- Henvendelser fra borgere er steget markant, og vi er et gadeplansteam, der er ude tre til fire gange om ugen, og vi møder også flere unge, siger han.