Smitteopsporing ændres: Nære kontakter kan selv bestille test

Smittede vil selv kunne indtaste oplysninger til smitteopsporing, og nære kontakter kan selv bestille testtid.

Vesthimmerlands Kommune tilbyder arbejde til de podere, der står uden job, når kvikteststederne lukker (arkivfoto).
Vesthimmerlands Kommune tilbyder arbejde til de podere, der står uden job, når kvikteststederne lukker (arkivfoto).
Foto: Line Bloch Klostergaard / Region Nordjylland

Der bliver inden længe lavet ændringer i smitteopsporingen, så smittede selv vil kunne give oplysninger om deres smitte på sundhed.dk.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Derudover vil nære kontakter til smittede kunne få en henvisning til PCR-test, som kan få dem foran i testkøen, uden at skulle i telefonisk kontakt med en medarbejder.

Der har på det seneste været rekordhøje smittetal i Danmark. Det har betydet et stort pres på smitteopsporingen, hvor både smittede og nære kontakter har siddet i telefonkø i timevis for at komme igennem på telefonen.

Ifølge Birgitte Drewes, der er direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, hænger ændringen sammen med, at der på det seneste har været stort pres på smitteopsporingen.

- Vi indfører løsningen, fordi borgere oplever lange ventetider på telefonerne og hellere vil det selv. Samtidig har vi borgere, der er velinformerede og selv kan og vil hjælpe med smitteopsporingen.

- Samtidig skal vi bruge ressourcerne rigtigt og prioritere de borgere, der har brug for ekstra tid og vejledning.

- Man vil også fremover kunne forvente, at vi ringer op, selv om man selv har indtastet oplysningerne, men vi ringer ikke 15 gange, siger Birgitte Drewes.

Der vil være tale om to selvbetjeningsløsninger for henholdsvis nære kontakter og smittede. De vil være klar i denne uge og inden jul.

Når ændringen er klar, vil smittede på hjemmesiden sundhed.dk selv kunne angive oplysninger om deres situation - for eksempel hvor de er blevet smittet.

De smittede vil samtidig kunne give et prøve-id videre til nære kontakter, som kan bruge nummeret på coronaprøver.dk til at bestille to PCR-test.

Der vil stadig være mulighed for at få telefonisk hjælp fra ansatte i smitteopsporingen, hvis man ikke selv kan eller ønsker at gøre det på nettet.

Styrelsen opfordrer desuden smittede til fremover selv at orientere deres nære kontakter om situationen.

- Det er borgerne rigtig gode til i forvejen. Men tidligere har kommunikationen været, at man skulle vente, til man var blevet ringet op af smitteopsporingen.

- Nu vil vi gerne have mere hastighed og håber derfor, at borgerne selv tager fat i deres nære kontakter, selv om de ikke har talt med smitteopsporingen endnu, siger Birgitte Drewes.

/ritzau/