Tandplejer hjælper i drive-in test: - Jeg ser det som samfundssind

Gitte Kaas og fem kolleger fra specialtandplejen i Viborg hjælper med at teste patienter for Covid19.

På podestationen i Viborg kan patienter og personale blive testet, mens de sidder i bilen - men kun hvis man her en henvisning.
På podestationen i Viborg kan patienter og personale blive testet, mens de sidder i bilen - men kun hvis man her en henvisning.
Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland

Mange gode kræfter er sat ind for at hjælpe os så godt gennem coronakrisen som muligt. 

Det gælder for eksempel tandplejer Gitte Kaas.

Normalt arbejder hun i den regionale specialtandpleje i Viborg, men sammen med fem kolleger har hun sagt ja til at bemande podestationen på Regionshospitalet i Viborg.

- Jeg synes, at vi alle skal byde ind, hvis vi har nogle kompetencer, der kan bruges i den her tid. Jeg ser det ikke som noget heltemodigt - jeg ser det som samfundssind, siger hun.

På podestationen kan borgere og ansatte med lette symptomer blive testet for Covid19, hvis de har en henvisning. Der er tale om en drive-in test, hvor man sidder i sin bil, mens man bliver podet i halsen.

- Det lyder lidt som McDonalds, og det er også måden, det fungerer på. Der kommer mange borgere, og der ikke så meget tid til at hyggesnakke. Vi er meget målrettede, men det fungerer godt, siger Gitte Kaas.

Gitte Kaas arbejder normalt i specialtandplejen, men har sagt ja til at indgå i nødberedskabet i Hospitalsenheden Midt.
Gitte Kaas arbejder normalt i specialtandplejen, men har sagt ja til at indgå i nødberedskabet i Hospitalsenheden Midt.
Foto: TV MIDTVEST

Podestationens personale er godt beskyttet med heldragter, handsker, briller og mundbind, så den midtjyske tandplejer frygter ikke at blive smittet. Hun mener, at risikoen er større, når man køber ind. Og som tandplejere har hun og kollegerne gode forudsætninger for at løse opgaven.

- Det er en opgave, der ligger lige til højrebenet. Vi er vant til at komme tæt på borgerne og kigge ind i mundhulen.

For Gitte Kaas har det været meget positivt at opleve det kollegiale sammenhold i sundhedsvæsnet i kampen mod corona. Og så minder hun om, at vi alle sammen har noget at bidrage med.

- Hvis I byder ind med at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at holde afstand og vise god hoste- og nyse-etikette og god håndhygiejne, så er vi godt på vej, fastslår hun.

9:10
Du kan se mere i afsnit tre af serien 'vores hverdag med corona'.