18-årige Christina elsker sin lille bil: Nu skal hun undvære den i tre uger
På parkeringspladsen ved Herning Gymnasium ejes flere af de parkerede biler af eleverne. Én af dem er en ung kvinde fra Kibæk.
Christina Lund fra Kibæk er en travl ung kvinde. Hver dag starter hun sin lille bil og kører til gymnasiet i Herning. Ved siden af sin skole har hun to jobs og en stor interesse for gymnastik, som tager det meste af hendes fritid.
Tidligere tog hun ofte bussen i skole. Og det skal hun nu til igen – Christina Lund har nemlig taget udfordringen op og skal de næste tre uger være med i et eksperiment, hvor hun skal undvære sin lille bil i hverdagen.
- Jeg tror ikke, det bliver så svært. Men jeg frygter, at min fritid forsvinder. Og den betyder virkelig meget for mig.
Christina Lund har hjælpsomme forældre, som, hvis tiden tillader det, gerne giver en hånd med, når der skal køres. Men for at gøre deres datter mere fri, valgte de at give hende en bil, da hun fyldte 18 år.
Men denne gang må far og mor i udgangspunktet ikke hjælpe, da Christina skal klare sig selv – uanset om hun skal i skole, til gymnastik eller på arbejde.
Håber på debat
Selvom hun er bange for at miste timer af sin dyrebare fritid, har hun alligevel valgt at være med i eksperimentet, som hun håber, kan bidrage til debat:
- Jeg har sagt ja til at deltage, fordi jeg synes, det er en god måde at sætte fokus på manglerne ved den offentlige transport. Det virker som om, regeringen synes, det fungerer. Men det er altså ikke optimalt i Kibæk, hvor jeg bor, siger hun og fortsætter:
- Der går for eksempel ingen busser i weekenden, og togene går kun hver anden time. Og i hverdagen skal jeg supertidligt op for at nå bussen, for efterfølgende at komme alt for tidligt i skole. Det er virkelig spild af tid.
Og udfordringerne står i kø og venter på Christina Lund, som allerede nu bryder sin hjerne med, hvordan hun bedst muligt skal få dagen til at hænge sammen. Særligt er hun nervøs for de mørke timer, hvor hun føler sig utryg ved at stå og vente på Herning Station. Her vil hun ikke udelukke, at hun ringer efter sin far.
- Jeg vil prøve at komme rundt selv, men ikke for enhver pris. Jeg er allerede ude i tanker om samkørsel med andre, og jeg har da også overvejet, om jeg skal have gang i cyklen, selvom jeg virkelig ikke bryder mig om bakker og modvind, griner hun.