Raser over Temu: - Det er helt grotesk

Pensionskasser har millioner investeret i omstridte Temus moderselskab, og det får nu en handelschef op i det røde felt.

Mai Lindgaard, turist- og handelschef i Lemvig Kommune, forstår slet ikke, at pensionskasser kan finde på at investere i Temu.
Mai Lindgaard, turist- og handelschef i Lemvig Kommune, forstår slet ikke, at pensionskasser kan finde på at investere i Temu.
Foto: Benjamin Nielsen Hald, TV MIDTVEST

- Jeg blev noget overrasket. Det er helt grotesk. Der er varer fra Temu, som ikke overholder standarderne for produkter. Jeg forstår slet ikke, at de danske pensionsselskaber overhovedet kan gå den vej.

Turist- og handelschefen i Lemvig Kommune, Mai Lindgaard, er godt og grundig gal over, at det nu viser sig, at en række danske pensionskasser hver især har millioner investeret i PPD Holdings, moderselskabet til den kinesiske handelsplatform Temu.

TV 2 har gennemgået de ti største pensionskassers senest tilgængelige aktielister.

For at nævne et par af eksempler har PFA 211 millioner kroner investeret i PDD Holdings, mens Pension Danmark ifølge deres senest tilgængelige aktieliste har investeringer i selskabet svarende til en markedsværdi på 177 millioner kroner.

Dansk Erhverv og Dansk Industri står som medejere af nogle af de pensionsselskaber, der har mest investeret.

- Så bliver det nærmest ikke mere grotesk. Dansk Erhverv, der skal kæmpe for dansk erhvervsliv, kan jo slet ikke se sig selv i øjnene, hvis de er med til at bruge penge på at smadre det danske erhverv. Jeg synes, det er helt uforståeligt, siger Mai Lindgaard.

Tager røven på os

Temu er den seneste tid blevet mødt af skarp kritik fra virksomhedsejere, erhvervsorganisationer og den danske regering, som mener, at Temus ejere udnytter smuthuller i europæisk lovgivning og er til fare for dansk erhvervsliv.

En kritik, som turist- og handelschefen sagtens genkende.

- Vi kæmper for de levende bymidter, for at Lemvig er et sted, man har lyst til at komme og handle. Og det er der rigtig mange andre handelsbyer, der gør. Det betyder, at vi skal sørge for, at folk skal købe dansk og meget, meget gerne lokalt. Derfor bliver det at tage røven på os, at man lige pludselig får endnu flere udenlandske varer til at flyve ind over Danmark.

Hun håber nu, at erhvervsministeren vil gå ind i sagen.

- Jeg har også pensionspenge, og jeg er ikke interesseret i, at de skal gå til en platform, der hverken betaler skat eller ser totalt stort på miljølovgivningen.

Pensionskassen Pension Danmark har nu valgt at ekskludere investeringer i Temus moderselskab, PDD Holdings. Det oplyser Pension Danmark i en mail til TV 2.

Se den seneste udgave af magasinet "Så' det sagt", som handler om, hvordan handel på nettet påvirker de fysiske butikker:

12:28
Black Friday udfordrer butikker
Foto: Grafik: Daniel Winther-John