De billøse

Strandet på Herning station

Go Collective har i år haft mange forsinkelser og aflyste tog. Christina Lunds togtur på strækningen mellem Hammerum og Kibæk var ingen undtagelse.

6:44
18-årige Christina skal hjem med tog efter en gymnastiktræning, men turen tager en uventet drejning.
Foto: Henrik Skyt Drivsholm, TV MIDTVEST

Christina Lund fra Kibæk tager normalt bilen hjem to aftener om ugen, når hun ved halv ottetiden er færdig med træning i Hammerum. 

Men nu har den den 18-årige gymnasieelev kastet sig ud i et tv-eksperiment, hvor hun i tre uger skal klare sig uden sin bil.

Midt i eksperimentet skulle hun for første gang tage toget hjem til Kibæk – en tur, der langt fra blev, som hun havde forventet, da en uventet drejning betød, at hun strandede i Herning.

Klokken 20.44 kørte toget fra Aarhus mod Skjern som forventet ind på perronen i Hammerum og førte Christina Lund de første kilometer i retning mod Kibæk. Men da toget kørte ind på perronen i Herning, lød det uventet i højtaleren, at toget som Christina Lund sad i, nu havde retning tilbage mod Aahus – den modsatte retning af Kibæk.

Forvirret og uden varsel måtte hun stå af toget – det var ikke en del af rejseplanens anvisninger. Det næste tog mod Kibæk gik først klokken 23.00, næsten to timer senere.

- Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle hjem. Der kom ingen informationer og jeg var bare strandet i Herning. Jeg var tæt på at bede min forældre om hjælp.

0:35
Hør Christina Lund undre sig over det forsvundne tog.

Men også andre forvirrede togpendlere stod uforstående på Herning station. Sammen fik de via Go Collectives driftscenter booket en taxi, der kunne køre dem det sidste stykke hjem.

Klokken 21.54 kom Christina Lund hjem, to en halv time efter hendes gymnastiktræning sluttede i Hammerum.

- Jeg skulle have været hjemme en time tidligere. Der var ikke meget tid til lektier og afslapning den dag, siger Christina Lund og afslutter:

- Det føles i forvejen rigtig utrygt for mig at stå på Herning station om aftenen. Og det her gjorde ikke min lyst til at tage toget større. 

Følg hendes op- og nedture i tv-eksperimentet "De Billøse".