Kort nyt

Kl. 07.55

Naboer vil have ny adresse til biogasanlæg

Et planlagt biogasanlæg nord for Ikast ved Faurskov og Ilskov er på ny kommet i modvind. Borgerne er rasende, især fordi der er udsigt til at 264 lastbiler hver dag kommer til at køre forbi deres hjem. Og i kampagneperioder kan det tal stige til 570 lastbiler.

Derudover er kommunens borgmester, Ib Lauritsen (V), erklæret inhabil i sagen, og derfor skal byrådet mandag stemme om, om projektet skal ud i endnu en høringsrunde.

31 minutter siden

Fem drenge sprængte postkasse i luften

En postkasse blev fredag middag sprængt i luften på Romvej i Lemvig. 

Det oplyser Matthias Sørensen, der er fungerende politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro. 

På adressen mødte politiet fem drenge på henholdsvis 16 og 17 år, hvor en af de 17-årige drenge har flere kanonslag på sig. 

- Han er sigtet, og forældrene er blevet orienteret, siger Matthias Sørensen. 

Hærværket mod postkassen er ikke meldt til politiet endnu. Så længe postkasseejeren ikke har meldt det, kan gerningsmanden ikke straffes. 

- Vi afventer stadig, siger Matthias Sørensen. 

36 minutter siden

Politiet håber på gennembrud efter indbrudsbølge

Med anholdelsen af to mænd og en kvinde efter et indbrud natten til mandag håber lokalpolitiet i Silkeborg at have fået et gennembrud i efterforskningen af de mange indbrud, der de seneste uger har plaget Silkeborg Kommune.

Kl. 09.35

17-årig pige slået i ansigtet

Fredag aften blev en 17-årig pige slået i ansigtet ud af det blå, mens hun stod og ventede på toget med sin kæreste på Vemb Station. 

-  De blev konfronteret af en ukendt kvinde, der spytter ud efter dem og slår pigen i hovedet, siger Matthias Sørensen, der er fungerende politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro. 

Politiet leder nu efter den ukendte kvinde. Politiet beskriver hende som værende cirka 50 år og var fredag iført røde bukser, en blå jakke og havde sit røde hår sat op i en hestehale. 

- Hvis man har noget information, er man velkommen til at ringe, siger Matthias Sørensen. 

Telefonnummeret til politiet er 114.

Politiet fik anmeldelsen fredag aften klokken 17:18.

Kl. 09.14

Minister dropper at fjerne kirkers veto mod vindmøller

Minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin (V) vil droppe del af et lovforslag, der skulle fjerne folkekirkens indsigelsesret, når der eksempelvis opstilles vindmøller og solcelleparker.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

I dag kan folkekirken gennem stiftsøvrigheden gøre indsigelse mod et lokalplanforslag, der vil opstille vindmøller eller solceller inden for 1000 meters afstand af en kirke samt vindmøller inden for 2000 meters afstand, hvis vindmøllerne er mindst 250 meter høje.

Den ret, der også er blevet omtalt som en vetoret, stod til at skulle fjernes helt. Det fremgår af et udkast til en ændring af planloven, som blev sendt i høring i oktober.

Men den del af lovforslaget forventes nu at blive fjernet.

- Vi har lyttet til høringssvarene og til partiernes ønsker også. Derfor forventer vi at ændre den del af lovforslaget, der omhandler stiftsøvrighedens indsigelsesret over for kommunernes lokalplanforslag, så indsigelsesretten ikke forringes i forhold til i dag, siger Morten Dahlin til Kristeligt Dagblad.

Kl. 07.40

Minister skal på gåtur i Skive

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) skal mandag besøge politistationen i Skive. 

Det skriver ministeriet i en mail til TV MIDTVEST. 

Ministeren skal blandt andet høre et oplæg om politiets opsøgende arbejde i byen. 

Efter oplægget går justitsministeren sammen med politiet en tur igennem Skive Gågade.

Kl. 07.24

Decembers julehandel satte rekord

Danskerne købte varer og julegaver for rekord mange penge i 2023, skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse. 

I alt blev der handlet for 38,5 milliarder kroner i december sidste år, og det er det højeste tal nogensinde, siden man begyndte at gøre tallene op. 

Det var især legetøjsforretninger, boghandlere og butikker, der forhandler køkkenudstyr, der havde en travl december.

Kl. 06.53

Millioner til midt- og vestjyske biblioteker

Slots- og Kulturstyrelsen har uddelt 21 millioner kroner til projekter, der skal styrke samarbejdet mellem skoler og folkebiblioteker.

Lige over tre af de 21 millioner kroner er endt i det midt- og vestjyske. 

Projekterne skulle især være om bøger og øget læseglæde hos børnene.

Du kan se den fulde liste herunder:

Kl. 06.53

Kemikalieuheld på højskole

0:17
Foto: Presse-nyt.nu

Mandag morgen stod eleverne på Silkeborg Højskole op til blå blink udenfor vinduerne. 

Tidligt mandag rykkede Midtjysk Brand og Redning nemlig ud til et kemikalieuheld i deres  svømmehal, hvor der blev konstateret et mindre spild af klor i kælderen, oplyser Lasse Gissel, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning.

Gangen i kælderen, hvor spildet er, er lukket af, og brandvæsnet vil mandag morgen sende kemikaliedykkere ind for at få samlet kemikaliespildet op. 

Brandvæsnet vurderer, at der ikke er nogen fare, og højskolen holder derfor åbent som normalt. 

- Der har været tale om at evakuere, men det gør vi ikke, siger Lasse Gissel. 

Midtjysk Brand og Redning vil være på stedet til engang op ad eftermiddagen, oplyser indsatslederen. 

Kl. 05.55

1192 kæledyr er i årets løb dumpet i skotøjsæsker og papkasser

1192 kæledyr er i årets løb blevet dumpet af deres ejere og overladt til deres egne skæbne.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Dyrene efterlades i alt fra skotøjsæsker til tasker og transportbure.

Særligt dyreunger er i stor risiko, når de efterlades på den måde, siger internatchef Karina Fisker.

- Sult, tørst eller kulde er en virkelig grusom måde at dø på, og det gør dumping til en dybt uansvarlig handling.

Det er især katte og killinger, der fylder i statistikken over dumpede dyr.

Fra januar til november er 959 katte og killinger blevet dumpet.

- Vi håber, at 2025 kan blive året, hvor danskerne stopper med at dumpe deres dyr, hvis de ikke længere kan tage vare på dem, siger Karina Fisker.

Rådet til kæledyrsejere, der ikke magter at tage vare på deres dyr, er at kontakte et dyreinternat.

- Hvis man står i en situation, hvor man har akut brug for hjælp, så skal man tage fat i sit lokale dyreinternat - ikke køre dyrene ud et eller andet øde sted og efterlade dem der, siger Karina Fisker.

Kl. 05.43

18-årig strandede på togstation alene

18-årige Christina Lund strandede på Herning station sent på aftenen, da hun for første gang skulle tage toget hjem på strækningen mellem  Hammerum og Kibæk.

- Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle hjem. Der kom ingen informationer og jeg var bare strandet i Herning. Jeg var tæt på at bede min forældre om hjælp, siger hun. 

Kl. 05.25

Stribevis af tog aflyst mandag

Mandag morgen er flere togafgange mellem Rødkærsbro St. og Viborg St. aflyst. 

Det oplyser GoCollective.

Aflysningerne gælder i begge retninger, og skyldes ifølge GoCollective, at sporret er spærret på grund af træfældning.  

Den første afgang, der er aflyst, er klokken 8:19 fra Rødkærsbro til Viborg. Indtil nu er sidste aflysning toget fra Viborg til Rødkærsbro klokken 13.35.

Kl. 05.06

Blæst over Midt- og Vestjylland

Stormvejret, der over natten har rusket i Nordjylland er ved at aftage, men vind af stormstyrke vil dog fortsætte frem til klokken 9 mandag morgen, skriver TV 2.  

Derudover kan man også i det midt- og vestjyske se frem til et noget af et blæsevejr frem til frokost. TV 2 oplyser, at middelvinden først kommer forventes at komme under kulingstyrke mandag aften. 

Kl. 04.53

Politiet giver status efter stormvejr

I hele Nordjylland nord for Limfjorden var der søndag varslet om stormende kuling med vindstød af stormstyrke.  

Stormen var på forhånd blevet navngivet Sif af Danmarks Meteorologiske Institut, og  kulminerede efter midnat natten til mandag, skriver DMI

Politiet har indtil videre ikke haft nogle melding om væltede træer eller andre udfordringer som følge af vejret. 

- Indtil videre har vi ikke, men det kan være, at det ændre sig, når det bliver lidt lysere, siger Jeppe Holgersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Ifølge DMI gælder varslingen frem til mandag morgen.

Kl. 04.35

Disse varer er populære som julegaver

Når der skal åbnes julegaver om en god uges tid, så er der en rimelig chance for, at der ligger legetøj, sko eller tøj i pakken.

TV 2 har ud fra tal fra Dansk Erhverv, prissammenligningssiden Pricerunner og den online ønskeliste-tjeneste Ønskeskyen undersøgt, hvilke varegrupper der hitter. 

15. dec 2024 kl. 22:44

Storm på vej - 250 brandfolk klar i Nordjylland

Stormen Sif er på vej mod Nordjylland med vindstød af orkanstyrke. Fra midnat og nogle timer frem ventes de kraftigste vindstød at komme.

Hvis det skaber problemer, er beredskabet klar. Det skriver TV 2.

Regionsdirektør i Nordjyllands Beredskab, Diana Sørensen, fortæller, at 250 brandfolk er klar til at rykke ud, hvis det er nødvendigt. 

Og der kan tilkaldes ekstra mandskab, hvis behovet opstår.

- Lige nu afventer vi og ser, hvad der sker, når stormen rammer, siger hun til TV 2.

15. dec 2024 kl. 22:11

Minister vil ændre regler for udrykningskøretøjer med blåt blink

Transportminister Thomas Danielsen (V), der er valgt i Vestjyllands Storkreds, vil ændre reglerne for, hvordan førere af udrykningskøretøjer kan straffes.

Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge ministeren skal førerne ikke længere få et klip i kørekortet eller få frataget deres kørekort, hvis de begår mindre alvorlige overtrædelser af loven.

Ændringen vil kun gælde for udrykningskørsel med blåt blink. De pågældende personer vil dog fortsat være underlagt straffeloven.

15. dec 2024 kl. 21:39

Kæmpetransport midlertidig bremset

Mandag var det planen at genoptage transporten af tre enormt store vindmølledele, der har været undervejs fra Siemens Gamesa i Brande med kurs mod Østerild siden sidste weekend. 

Men nu er vejret kommet i vejen for arbejdet med at transportere de store dele, der skal opsættes i Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller. 

Delene er en nacelle, en generator og et nav, og transporten af dem er på grund af deres størrelse ret omfangsrig. Nu har søndagens uvejr i Nordjylland dog stukket en kæp i hjulet og forsinket rejsen.

15. dec 2024 kl. 21:03

Kraftig blæst over Sallingsundbroen

Der er nu så kraftig blæst over Sallingsundbroen, der forbinder Mors og Salling, at Vejdirektoratet har udsendt en advarsel

Ifølge Vejdirektoratet ventes vinden at aftage i løbet af natten.

I Nordjylland har DMI varslet vindstød af orkanstyrke, og det kan betyde tagsten, der blæser ned, store knækkede grene, væltede træer og spærrede tog- og vejstrækninger. 

15. dec 2024 kl. 20:06

DMI opjusterer vejrvarsel

Søndag aften opjusterer DMI sin vejrvarsel og varsler nu om storm med vindstød af orkanstyrke i Nordjylland.

Stormen har fået navnet Sif.

Derudover varsler DMI stormende kuling med vindstød af stormstyrke i hele Nordjylland nord for Limfjorden og på Bornholm. Varslingen gælder frem til mandag morgen.

Resten af landet vil også få blæsende vejr.

Tidligere søndag havde DMI varslet vindstød af stormstyrke.

15. dec 2024 kl. 19:11

Rekordhøjt antal mænd på barsel to år efter nye regler

Efter to år med øremærket barsel er antallet af mænd på barsel steget med 48 procent.

Det er en ny rekord. Samtidig er antallet af kvinder på barsel faldet med 13 procent i samme periode.

Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), som blev offentliggjort fredag.

I august 2022 trådte de nye regler om øremærket barsel i kraft.

Reglerne om øremærket barsel betyder, at 11 ugers barselsorlov er øremærket til hver forælder. Tidligere var det to uger af barslen, der var øremærket.

I juli 2022, inden de nye regler trådte i kraft, var der 56.924 kvinder, der var på barsel og 15.123 mænd.

Sammenligner man tallet med juli 2024, var der i den måned 49.787 kvinder der var på barsel og 22.388 mænd.