Kort nyt
17-årig pige slået i ansigtet
Fredag aften blev en 17-årig pige slået i ansigtet ud af det blå, mens hun stod og ventede på toget med sin kæreste på Vemb Station.
- De blev konfronteret af en ukendt kvinde, der spytter ud efter dem og slår pigen i hovedet, siger Matthias Sørensen, der er fungerende politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro.
Politiet leder nu efter den ukendte kvinde. Politiet beskriver hende som værende cirka 50 år og var fredag iført røde bukser, en blå jakke og havde sit røde hår sat op i en hestehale.
- Hvis man har noget information, er man velkommen til at ringe, siger Matthias Sørensen.
Telefonnummeret til politiet er 114.
Politiet fik anmeldelsen fredag aften klokken 17:18.
Mænd blev taget på fersk gerning foran kirke
To mænd mødtes fredag morgen foran Sortebrødre Kirke i Viborg - men det var ikke, fordi de ville ind og høre præsten fortælle om kristendommen.
I stedet mødtes de for at udveksle et morfinlignende middel.
Foran kirken blev en 59-årig mand taget på fersk gerning af poltiet i at sælge ni metadonpiller til en 43-årig mand.
- Nogle handler rundstykker, andre handler narko, siger Peter Søndergård, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg.
Pas på: Skovl tabt på motorvejen
På motorvejen mellem Herning og Holstebro skal bilister mandag eftermiddag være ekstra opmærksomme.
Vejdirektoratet skriver, at der er tabt en skovl, der ligger over begge vejbaner i retning fra Herning mod Holstebro.
Den ligger mellem frakørslerne 20 Tvis og 22 Holstebro NØ.
Man skal passe på, når man kører forbi, skriver Vejdirektoratet.
Mand flækkede læben på sin nabo efter uenigheder
En beboer blev lørdag aften så irriteret på sin nabo, at en samtale mellem de to endte med en knytnæve i ansigtet og en flækket læbe.
Situationen, der blevet diskuteret ude i opgangen, var, at den ene nabo ifølge den anden spillede alt for høj musik lørdag aften klokken 19.00.
- Efter de havde udvekslet synspunkter om decibel, eller hvad de har sagt, så følte den ene sig kaldet til at knytte en knytnæve, siger Peter Søndergård, der er politikommiskær ved lokalpolitiet i Viborg.
Det var en 36-årig nabo, der slog sin 59-årige nabo så hårdt i ansigtet, at manden flækkede sin læbe.
På togstation startede ugen med fest
På togstationen i Engesvang havde en gruppe sørget for fejring med for rundstykker og hornmusik mandag morgen.
Blev slået i hovedet med et glas
Det gik voldsomt for sig på et værtshus i Skjern natten til lørdag.
En 56-årig mand blev overfaldet, da han ville hjælpe personalet med at smide en mand ud af værtshuset.
Lokalpolitiet i Ringkøbing oplyser, at en tredje mand pludselig greb fat i den 56-årige og slog ham i hovedet med et glas. Den 56-årige fik en flænge over det ene øje og blev behandlet i den tilkaldte ambulance.
- Vi har endnu ikke fundet gerningsmanden, men har noget videoovervågning, som vi skal se igennem, fortæller politibetjent Peter Ackermann.
Politiet giver følgende signalement af gerningsmanden: Mellemøstligt udseende, 20-25 år, 175-180 centimeter, almindelig af bygning, sort kort hår og skæg, lys hættetrøje og sort vest.
Fem drenge sprængte postkasse i luften
En postkasse blev fredag middag sprængt i luften på Romvej i Lemvig.
Det oplyser Matthias Sørensen, der er fungerende politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro.
På adressen mødte politiet fem drenge på henholdsvis 16 og 17 år, hvor en af de 17-årige drenge har flere kanonslag på sig.
- Han er sigtet, og forældrene er blevet orienteret, siger Matthias Sørensen.
Hærværket mod postkassen er ikke meldt til politiet endnu. Så længe postkasseejeren ikke har meldt det, kan gerningsmanden ikke straffes.
- Vi afventer stadig, siger Matthias Sørensen.
Politiet håber på gennembrud efter indbrudsbølge
Med anholdelsen af to mænd og en kvinde efter et indbrud natten til mandag håber lokalpolitiet i Silkeborg at have fået et gennembrud i efterforskningen af de mange indbrud, der de seneste uger har plaget Silkeborg Kommune.
Minister dropper at fjerne kirkers veto mod vindmøller
Minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin (V) vil droppe del af et lovforslag, der skulle fjerne folkekirkens indsigelsesret, når der eksempelvis opstilles vindmøller og solcelleparker.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
I dag kan folkekirken gennem stiftsøvrigheden gøre indsigelse mod et lokalplanforslag, der vil opstille vindmøller eller solceller inden for 1000 meters afstand af en kirke samt vindmøller inden for 2000 meters afstand, hvis vindmøllerne er mindst 250 meter høje.
Den ret, der også er blevet omtalt som en vetoret, stod til at skulle fjernes helt. Det fremgår af et udkast til en ændring af planloven, som blev sendt i høring i oktober.
Men den del af lovforslaget forventes nu at blive fjernet.
- Vi har lyttet til høringssvarene og til partiernes ønsker også. Derfor forventer vi at ændre den del af lovforslaget, der omhandler stiftsøvrighedens indsigelsesret over for kommunernes lokalplanforslag, så indsigelsesretten ikke forringes i forhold til i dag, siger Morten Dahlin til Kristeligt Dagblad.
Naboer vil have ny adresse til biogasanlæg
Et planlagt biogasanlæg nord for Ikast ved Faurskov og Ilskov er på ny kommet i modvind. Borgerne er rasende, især fordi der er udsigt til at 264 lastbiler hver dag kommer til at køre forbi deres hjem. Og i kampagneperioder kan det tal stige til 570 lastbiler.
Derudover er kommunens borgmester, Ib Lauritsen (V), erklæret inhabil i sagen, og derfor skal byrådet mandag stemme om, om projektet skal ud i endnu en høringsrunde.
Minister skal på gåtur i Skive
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) skal mandag besøge politistationen i Skive.
Det skriver ministeriet i en mail til TV MIDTVEST.
Ministeren skal blandt andet høre et oplæg om politiets opsøgende arbejde i byen.
Efter oplægget går justitsministeren sammen med politiet en tur igennem Skive Gågade.
Decembers julehandel satte rekord
Danskerne købte varer og julegaver for rekord mange penge i 2023, skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
I alt blev der handlet for 38,5 milliarder kroner i december sidste år, og det er det højeste tal nogensinde, siden man begyndte at gøre tallene op.
Det var især legetøjsforretninger, boghandlere og butikker, der forhandler køkkenudstyr, der havde en travl december.
Millioner til midt- og vestjyske biblioteker
Slots- og Kulturstyrelsen har uddelt 21 millioner kroner til projekter, der skal styrke samarbejdet mellem skoler og folkebiblioteker.
Lige over tre af de 21 millioner kroner er endt i det midt- og vestjyske.
Projekterne skulle især være om bøger og øget læseglæde hos børnene.
Du kan se den fulde liste herunder:
Kemikalieuheld på højskole
Mandag morgen stod eleverne på Silkeborg Højskole op til blå blink udenfor vinduerne.
Tidligt mandag rykkede Midtjysk Brand og Redning nemlig ud til et kemikalieuheld i deres svømmehal, hvor der blev konstateret et mindre spild af klor i kælderen, oplyser Lasse Gissel, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning.
Gangen i kælderen, hvor spildet er, er lukket af, og brandvæsnet vil mandag morgen sende kemikaliedykkere ind for at få samlet kemikaliespildet op.
Brandvæsnet vurderer, at der ikke er nogen fare, og højskolen holder derfor åbent som normalt.
- Der har været tale om at evakuere, men det gør vi ikke, siger Lasse Gissel.
Midtjysk Brand og Redning vil være på stedet til engang op ad eftermiddagen, oplyser indsatslederen.
1192 kæledyr er i årets løb dumpet i skotøjsæsker og papkasser
1192 kæledyr er i årets løb blevet dumpet af deres ejere og overladt til deres egne skæbne.
Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Dyrene efterlades i alt fra skotøjsæsker til tasker og transportbure.
Særligt dyreunger er i stor risiko, når de efterlades på den måde, siger internatchef Karina Fisker.
- Sult, tørst eller kulde er en virkelig grusom måde at dø på, og det gør dumping til en dybt uansvarlig handling.
Det er især katte og killinger, der fylder i statistikken over dumpede dyr.
Fra januar til november er 959 katte og killinger blevet dumpet.
- Vi håber, at 2025 kan blive året, hvor danskerne stopper med at dumpe deres dyr, hvis de ikke længere kan tage vare på dem, siger Karina Fisker.
Rådet til kæledyrsejere, der ikke magter at tage vare på deres dyr, er at kontakte et dyreinternat.
- Hvis man står i en situation, hvor man har akut brug for hjælp, så skal man tage fat i sit lokale dyreinternat - ikke køre dyrene ud et eller andet øde sted og efterlade dem der, siger Karina Fisker.
18-årig strandede på togstation alene
18-årige Christina Lund strandede på Herning station sent på aftenen, da hun for første gang skulle tage toget hjem på strækningen mellem Hammerum og Kibæk.
- Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle hjem. Der kom ingen informationer og jeg var bare strandet i Herning. Jeg var tæt på at bede min forældre om hjælp, siger hun.
Stribevis af tog aflyst mandag
Mandag morgen er flere togafgange mellem Rødkærsbro St. og Viborg St. aflyst.
Det oplyser GoCollective.
Aflysningerne gælder i begge retninger, og skyldes ifølge GoCollective, at sporret er spærret på grund af træfældning.
Den første afgang, der er aflyst, er klokken 8:19 fra Rødkærsbro til Viborg. Indtil nu er sidste aflysning toget fra Viborg til Rødkærsbro klokken 13.35.
Blæst over Midt- og Vestjylland
Stormvejret, der over natten har rusket i Nordjylland er ved at aftage, men vind af stormstyrke vil dog fortsætte frem til klokken 9 mandag morgen, skriver TV 2.
Derudover kan man også i det midt- og vestjyske se frem til et noget af et blæsevejr frem til frokost. TV 2 oplyser, at middelvinden først kommer forventes at komme under kulingstyrke mandag aften.
Politiet giver status efter stormvejr
I hele Nordjylland nord for Limfjorden var der søndag varslet om stormende kuling med vindstød af stormstyrke.
Stormen var på forhånd blevet navngivet Sif af Danmarks Meteorologiske Institut, og kulminerede efter midnat natten til mandag, skriver DMI.
Politiet har indtil videre ikke haft nogle melding om væltede træer eller andre udfordringer som følge af vejret.
- Indtil videre har vi ikke, men det kan være, at det ændre sig, når det bliver lidt lysere, siger Jeppe Holgersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Ifølge DMI gælder varslingen frem til mandag morgen.
Disse varer er populære som julegaver
Når der skal åbnes julegaver om en god uges tid, så er der en rimelig chance for, at der ligger legetøj, sko eller tøj i pakken.
TV 2 har ud fra tal fra Dansk Erhverv, prissammenligningssiden Pricerunner og den online ønskeliste-tjeneste Ønskeskyen undersøgt, hvilke varegrupper der hitter.
Storm på vej - 250 brandfolk klar i Nordjylland
Stormen Sif er på vej mod Nordjylland med vindstød af orkanstyrke. Fra midnat og nogle timer frem ventes de kraftigste vindstød at komme.
Hvis det skaber problemer, er beredskabet klar. Det skriver TV 2.
Regionsdirektør i Nordjyllands Beredskab, Diana Sørensen, fortæller, at 250 brandfolk er klar til at rykke ud, hvis det er nødvendigt.
Og der kan tilkaldes ekstra mandskab, hvis behovet opstår.
- Lige nu afventer vi og ser, hvad der sker, når stormen rammer, siger hun til TV 2.