Flere hundrede tons elektronikaffald står stadig i Bording

Virksomheden Fragmentum har fortsat flere hundrede tons elektronikaffald stående i Bording, selv om kommunens deadline for at fjerne affaldet var fredag.

0:55
Ikast-Brande Kommune havde ellers givet ejeren af Herning-virksomheden Fragtmentum til og med 1. maj til at få fjernet al det her skrot-affald fra en adresse på Fabriksvej i Bording.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Ejeren af flere hundrede tons elektronisk affald - virksomheden Fragmentum fra Herning - havde til og med 30. april til at fjerne affaldet fra en adresse i Bording. Affaldet står der stadigvæk, så spørgsmålet er, hvad Ikast-Brande Kommune nu vil gøre i den langtrukne sag om elektronikaffaldet.

Det er Ikast-Brande Kommune, der som myndighed har givet virksomheden til og med fredag til at fjerne affaldet. Hvis ikke, ville kommunen selv sørge for at få det fjernet på ejerens regning og samtidig anmelde sagen til politiet.

Men affaldet står stadig i Bording. 

- Vi er nået til 1. maj, og man kan trist konkludere, at det er gået baglæns, siger Henrik Engedahl (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune, til TV MIDTVEST.

Egentlig var affaldet læsset på nogle sættevogne, men det ændrede sig forleden.

Halvdelen er læsset af

Affaldet er skrottet elektronik. Computere. Radioer. Den slags. Det er knust og stod, da TV MIDTVEST først fortalte om sagen, i store sække - kaldet bigbags - ved siden af nogle containere, som også indeholdt affald og udstyr til at behandle det elektroniske affald.

Ifølge Fragmentum var det derfor meningen, at affaldet igen skulle flyttes til en ny placering, hvor det skulle sorteres og behandles med henblik på at sælge de enkelte bestanddele - plastik, jern, kobber og så videre - til genbrug.

Fragmentum fik en lokal virksomhed til at læsse den del af elektronikaffaldet, der ikke stod i containere, i ni sættevogne, som en tredje virksomhed havde stillet til rådighed. Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger havde Fragmentum købt de fire sættevogne, mens de resterende fem var lejet.

Her ses den gummiged, der blev brugt til at læsse affaldet, ved siden af de sættevogne, det blev læsset i.
Her ses den gummiged, der blev brugt til at læsse affaldet, ved siden af de sættevogne, det blev læsset i.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

I mere end to måneder har affaldet stået i både sættevogne og containere. Men forleden fik ejeren af de fem sættevogne nok.

For der blev ikke betalt leje, og ejeren fik nys om, at der var noget i gære. Så sættevognenes ejer betalte en anden lokal virksomhed for at læsse affaldet af de fem sættevogne igen.

Nu er sættevognene fjernet, og affaldet står igen ved siden af containerne på adressen i Bording.

Det tyder altså på, at Fragmentum gjorde klar til at flytte affaldet fra Bording, men da virksomheden mod egen forventning ikke fik en miljøgodkendelse af kommunen til at behandle affaldet på en adresse i Ejstrupholm, blev flytningen tilsyneladende afblæst.

Her ses de fire tilbageværende sættevogne. De tilhører Fragmentum. Resten er tømt og fjernet.
Her ses de fire tilbageværende sættevogne. De tilhører Fragmentum. Resten er tømt og fjernet.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Hvad skal der ske?

Det er som et mareridt, der ikke vil stoppe. Affaldet forsvinder ikke.

- Jeg vil ikke sige, at jeg forventede det, men jeg frygtede det. Det har jo stået i andre kommuner førhen, og vi var optimister, men det lader til, at vi bliver skuffede, fortæller Henrik Engedahl og fortsætter:

- Det næste juridiske skridt er, at hvis de (Fragmentum, red.) ikke fjerner det inden for 14 dage, så er det politiet, der får opgaven. Og så kommer der jo retslige skridt for at få virksomheden til at rydde op.

Hvor overbevist er du om, at det så bliver gjort?

- Det bliver efterhånden med tro, håb og kærlighed, havde jeg nær sagt. Jeg er da bekymret for, at de, der ejer grunden, kommunen eller samfundet ender med at stå for opgaven, afslutter han.

Vi har lørdag tilbudt Fragmentums direktør, Brian Friis Knudsen, at kommentere situationen, men det har han ikke ønsket.