Nu flytter nomadevirksomhed fra Bording til Faurholt

Omdiskuteret affald flytter adresse. Igen. Denne gang fra Bording til Faurholt i Ikast-Brande Kommune.

De seneste uger har Fragmentum flyttet containere fra Bording nordvest på til Faurholt. Kommunen bekræfter, at der er kommet en ansøgning vedrørende den nye placering.
De seneste uger har Fragmentum flyttet containere fra Bording nordvest på til Faurholt. Kommunen bekræfter, at der er kommet en ansøgning vedrørende den nye placering.
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST

Der er nyt i sagen om elektronikaffaldet, der er opmagasineret flere steder i landsdelen.

Gennem den seneste tid har der været aktivitet på Fabriksvej i Bording. Virksomheden, Fragmentum, har været i gang med at flytte noget af det affald, som står dér.

Men nu er noget af det dukket op på en adresse i Faurholt. Modus er den samme som tidligere: Flyt først og spørg om lov bagefter.

I hvert fald bekræfter DF's Simon Vanggaard, som er formand for udviklings- og erhvervsudvalget i Ikast-Brande Kommune, over for TV MIDTVEST, at der er kommet en ansøgning fra Fragmentum. En ansøgning, der skal behandles på et udvalgsmøde i slutningen af september.

- Udelukkende et testanlæg

Ifølge direktør Brian Friis Knudsen fra Fragmentum er formålet i Faurholt dels at opbevare nogle intakte computere, som skal sendes videre til genbrug, og dels at opbygge et anlæg.

- Det er udelukkende et testanlæg, så vi kan prøve det af; for at vise, at tingene fungerer.

Hvem skal se det?

- Der er nogle byrådspolitikere, som skal til at se, hvordan det her fungerer. Det er ikke embedsmændene i kommunen, vi har problemer med. Det er politikerne, siger han til TV MIDTVEST.

Brian Friis Knudsen er direktør i den Herning-baserede virksomhed, Fragmentum.
Brian Friis Knudsen er direktør i den Herning-baserede virksomhed, Fragmentum.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Brian Friis Knudsen er af den opfattelse, at elektronikaffaldet, som hidtil har været opmagasineret i blandt andet Bording og Tim ved Ringkøbing, kan skilles ad, så de enkeltdele - så som plastik og kobber - som affaldet består af, kan sælges videre og genavendes i ny produktion. Han anser med andre ord affaldet som en potentiel råvare, der er penge værd.

- Der er ikke noget odiøst i det.

Ifølge direktøren er det planen, at grunden i Bording bliver tømt i den her uge.

En skidt metode - men man er uskyldig, til det modsatte er bevist

Kommunens udvalgsformand er lidt ambivalent i forhold til Fragmentums fortsatte gøren og laden i Ikast-Brande.

- Som udgangspunkt er det egentlig en vigtig opgave, de har, der giver mulighed for at få genbrugt det her affald på en ordentlig og forsvarlig vis. Det, der er vigtig for mig som formand, er, at det foregår på en egnet lokation, forklarer Simon Vanggaard og fortsætter:

- Som formand synes jeg ikke nødvendigvis, at det er en god løsning at skubbe problemet videre til en anden kommune.

Hvad synes du om, at sådan en virksomhed kan flytte det rundt i kommunen?

- Jeg synes, det er en skidt metode at flytte affaldet og så bede om tilgivelse i stedet for tilladelse. Det ideelle er, at man først får en tilladelse, og så placerer man affaldet bagefter. Men affaldet skal da være et sted.

Sådan her ser det ud i en lagerhal i Tim, hvor Fragmentum også har oplagret affald.
Sådan her ser det ud i en lagerhal i Tim, hvor Fragmentum også har oplagret affald.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

- Går til kanten af det tilladelige

Både Brian Friis Knudsen og Simon Vanggaard fortæller, at der som sådan er en god dialog mellem virksomhed og kommune. Men Vanggaard er ikke begejstret for virksomhedens historik. Men det er vanskeligt at gribe ind.

Hvordan kan det være, at man kan bruge en adresse, før man har fået en tilladelse af kommunen?

- Det er ikke usædvanligt i den her type sager, at man finder et sted at placere affaldet, og så ansøger efterfølgende. Det kan man sagtens diskutere. Det havde været endnu bedre, hvis der havde været en ansøgning og en tilladelse, inden affaldet blev placeret.

Sådan her så det ud, da TV MIDTVEST i februar sidste år fortalte om affaldet i Bording første gang.
Sådan her så det ud, da TV MIDTVEST i februar sidste år fortalte om affaldet i Bording første gang.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Tidligere har Fragmentum ansøgt om at flytte sit affald til en adresse i Ejstrupholm, som også ligger i Ikast-Brande Kommune. Tilmed ligger der en verserende politisag på baggrund af en anmeldelse fra blandt andre Ikast-Brande. Men det påvirker som udgangspunkt ikke det nye forhold i Faurholt.

Burde I ikke kategorisk afvise en virksomhed, som I tidligere har politianmeldt?

- Man er uskyldig til det modsatte er bevist. Vi kan ikke afvise en virksomhed på baggrund af historik eller dårlige erfaringer.

Heller ikke, når det er hos jer selv?

- Nej. Vi er nødt til at tage stilling til den konkrete sag. Så kan det godt være, at de politikere, der skal tage stilling, har historikken med i rygsækken.

Kan I nogensinde slippe af med sådan en virksomhed her?

Det er et godt spørgsmål, om vi kan det. Som nation skal vi håndtere det her affald på én eller anden måde. Det er ikke en opgave, som forsvinder af sig selv, afslutter udvalgsformanden.