Ib Bjerregaard jagter Støjbergs 28.000 stemmer: - Jeg kan ikke gøre det alene
Det bliver med al sandsynlighed Ib Bjerregaard, der skal forsøge at udfylde tomrummet for Venstre i Skivekredsen, efter Inger Støjberg meldte sig ud af partiet.
Det er næsten halvandet år siden, at Inger Støjberg meldte sig ud af Venstre, og siden har det været uvist, hvem der skulle overtage den ledige plads som folketingskandidat i Skivekredsen.
Og det er ikke en hvilken som helst plads; ved folketingsvalget i 2019 var Inger Støjberg med 28.420 personlige stemmer den politiker, der fik fjerde flest personlige stemmer på landsplan.
Skivekredsens bestyrelse har nu vedtaget, at de indstiller Ib Bjerregaard som kandidat til at udfylde Støjbergs sko.
- Der er mange stemmer at samle op efter Inger, og det er ikke noget, jeg kan gøre alene, men jeg har heldigvis et helt hold med mig, siger Ib Bjerregaard, der lige nu sidder i Regionsrådet i Region Midtjylland.
Selv om han tidligere både har været valgt ind i Viborg Amtsråd og Viborg Byråd, så har han aldrig tidligere været kandidat til et folketingsvalg.
- Jeg er blevet spurgt flere gange, men har tidligere takket nej, da jeg ikke syntes, at et liv med små børn passede med Folketinget. Men nu har jeg børnebørn, så det passer bedre ind nu.
Ib Bjerregaard er endnu ikke formeldt valgt, da Venstres medlemmer af Skivekredsen først skal tage stilling til kandidaturet.
- Jeg har allerede hørt fra mange, der bakker op om mig, så jeg tror på, at det nok skal lykkes, siger Ib Bjerregaard.
Der er opstillingsmøde den 4. juli.