Støjberg efterlod kæmpe hul i Skive: - Det er rigtig skidt for Venstre

Da Inger Støjberg forlod Venstre, mistede de også deres kandidat fra Skive-kredsen. En plads, der knap et år senere endnu ikke er besat.

1:47
Venstre kigger stadig efter, hvem der skal erstatter Inger Støjberg som Venstre-kandidat i Skive
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Det var et slag for Venstre, da Inger Støjberg for et års tiden siden forlod partiet, men det var også et stort slag for Skive. 

For Støjberg var Skive-egnens stærkeste stemme i Folketinget, og lagde heller ikke skjul på sin forkærlighed for hjemegnen. 

Men da hun meldte sig ud af Venstre, opstod også et hul i netop Skive-kredsen, som Venstre endnu ikke har udfyldt. 

- Vi har brugt det sidste års tid på at sondere terrænet og evaluere. Status lige nu er, at vi ikke har en kandidat, men vi arbejder med nogle navne, fortæller kredsformand for Venstre i Skive, Susanne Rusbjerg.

Susanne Rusbjerg (V) håber, at en ny kandidat kan være klar inden sommerferien.
Susanne Rusbjerg (V) håber, at en ny kandidat kan være klar inden sommerferien.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Fredag er det præcis et år siden at Støjberg trådte ud af Venstre. 

Og det slog også nogle gevaldige ringe i vandet i Skive, erkender kredsformanden. 

- Set i lyset af at det gik som det gjorde med Inger, så er det jo noget, der har kastet dønninger, og derfor var det også forventeligt, at det har taget den tid, det har taget at finde en ny kandidat. 

Ikke for sent 

Men det er altså ikke optimalt, at det har taget så lang tid at finde en ny kandidat. 

I hvert fald ikke hvis man spørger Robert Klemmensen, der er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

- Det er skidt af flere grunde. Selvfølgelig rent praktisk, at Skive mangler en stærk repræsentant, men det fortæller måske også, at folk ikke er vildt ivrige efter at få den her plads, og det kan være et udtryk for, at nogen måske stiller spørgsmålstegn ved projektet, og det er skidt. 

Der er også en lidt uofficiel deadline, der spiller ind. 

Senest 4. juni 2023 skal der nemlig udskrives folketingsvalg. Men kredsformanden forventer, at en ny kandidat kan være på plads meget snart. 

- Senest til sommer har vi en klar, men jeg tror vi har en på plads før. 

Store sko at udfylde

Det er bestemt også stadig muligt at få lokal succes, selvom et valg er nært forestående, mener Robert Klemmensen.

- Det kan man sagtens, hvis det er en lokalkendt. Ikke som et landspolitisk projekt, altså det her med at skabe en profil på den måde, men det drejer sig også om, at holde fast i mandatet i Folketinget. 

Man finder næppe en stemmesluger som Støjberg, der ved valget i 2019 fik 28.420 personlige stemmer. Fjerdeflest af alle.

Det er dog heller ikke kravet, man stiller til en ny kandidat ifølge Susanne Rusbjerg (V).

- Vi stiller ikke et succeskriterie. Alle vil gerne have en ind i Folketinget, men vi vil ikke kræve, at en kandidat hiver 20.000 stemmer hjem. Vi tager en snak med en eventuelt kandidat, hvor vi også diskuterer en målsætning.

Hvem der lige nu fører ræset om at overtage den ledige plads, eller hvor mange, der kæmper om pladsen, vil Susanne Rusbjerg ikke kommentere på.

Hun forklarer, at man har været nødt til at starte helt fra bunden, fordi det er store sko, der skal udfyldes.

Derfor vil man heller ikke låse sig fast på en bestemt profil.

- Det skal selvfølgelig være en, der kan repræsentere Skive og kender landsdelen. Men om det bliver en lokal, der kan bygges op, et kendt navn eller en udenfor kredsens område, det ved vi ikke endnu.