Kork, hessian og farverige fliser - kom med ind i en tidslomme fra 70'erne
Alt står nærmest fuldstændig originalt, som da huset i Brande blev bygget i 1973. Og det bliver det ved med.
Det er lidt som at træde 50 år tilbage i tiden, når man åbner døren til Bente Merete Tornvig og hendes families hjem i Brande.
I entreen er der kork på væggene, blåt gulvtæppe med matchende dørhåndtag, brune trælofter og rustrøde døre med en helt speciel form.
- Da jeg så hall’en med gulvtæppe og kork, tænkte jeg bare wow. Det står helt originalt. Jeg tabte helt pusten. Der var bare et eller andet over det her, og så har det en ret unik beliggenhed i Brande, siger hun.
Der er ikke lavet meget noget om, siden huset blev bygget i 1973. Et af værelserne har hessian på væggene, der gulvradiatorer og gulvtæppe i næsten alle rum samt blyindfattede vinduer. Og det var lige præcis det, hun og hendes mand faldt for.
- Vi er begge fra 70’erne, og vi kan godt lide stilen. Alle de oprindelige detaljer vil vi gerne undgå at lave om. Det bringer minder og tryghed frem, men vi vil ikke bo helt 70’er-agtigt, så vi mikser både nyt og gammelt i indretningen.
Farverige badeværelser
Også de tre badeværelser står fuldstændig originalt. Det ene er blåt, det andet grønt og det sidste brunt.
- De passer hertil, og det er sjovt at tænke på, at nogen har valgt dem, og nu skal de bare blive ved med at være her. Man turde lidt mere med farver, som man ikke gør i dag, hvor badeværelserne helst skal være ens, siger Bente Merete.
I det store badeværelser er der både spabad og sauna. På elektronikken kan man se, at det heller ikke er lavet om i mange år.
- Jeg tror det med sauna er typisk for tiden. Det var en tid, hvor man bare levede. Selv om der også var krise der, så var man mere afstressede og afslappede. Man tog hjem og slappede af, og den tanke kan jeg godt lide, siger Bente Merete.
Rødt køkken blev sort
Da familien overtog huset, var der et rødt køkken. Det ville de egentlig gerne have beholdt, men det var for slidt.
- Da vi hev det røde køkken ud, følte jeg, det var hjertet, vi pillede ud af huset. Man tænkte bare wow til det der røde køkken. Vi håbede, vi kunne renovere det, men det var bare for slidt til en moderne familie i dag. Vi har andre krav og har også boet i et hus med nyt køkken, så det var nødvendigt, for at man havde lyst til at lave mad, siger Bente Merete.
De brugte en del tid på at finde et nyt køkken, som passede ind i 70’er boligen. Det endte med et sort et og orange-gule fliser på væggene. Og så skulle der selvfølgelig være kork.
- Vi ville gerne beholde 70’er-stilen og fandt de her fliser, som også er i baggangen bare i en anden farve. Den okkergule farve passer godt sammen med sort og træ, og så har vi fået lagt total retro korkgulv. Gulvmanden synes, det var en sjov opgave, for der er ikke mange, der får lagt det i dag.
Sans for detaljen
Det er en lokal murermester, der har bygget huset i Brande, og det kan man tydeligt se. Der er kræset for detaljerne blandt andet ved den murede pejs.
- Det er bygget med udgangspunkt i, at han vidste, hvad han ville have. Der er gjort meget ud af detaljerne og lysindfald, det er gode materialer, og det er ikke, hvad man forventer. Det er unikt og passer til det her hus.
Ud over mureren, som byggede huset, har der kun boet en anden familie og i en kort periode en ung fyr, som Bente Merete og hendes mand købte det af.
- Det er fedt, at det står så originalt og skiller sig ud. Jeg turde ikke bygge sådan et hus i dag, men her havde andre lige som taget beslutningen. Nu skal vi bare værne om det og bevare det.
Kom med ind i Bente Meretes 70'er hjem i denne video: