Ulstrup-tragedie: Distributør tilkaldt på grund af gaslugt
Et naturgasselskab blev tilkaldt, da seks personer mandag blev fundet døde i et hus ved Ulstrup.
Korrigeret kl. 12:26.
HMN Naturgas har kun lukket for gastilførslen til huset. Distributøren har ikke været inde og lave undersøgelser i huset.
HMN Naturgas blev mandag tilkaldt, da man fandt seks omkomne personer i et parcelhus på Amstrup Bakker syd for Ulstrup. Det bekræfter kommunikationschef i HMN Naturgas, Malene Hadrup, overfor TV MIDTVEST.
På det tidspunkt var politi, beredskab og Falck på stedet, og politiet bad naturgasselskabet lukke for gassen til huset, hvilket de gjorde.
Malene Hadrup ved ikke, om der har lugtet af gas i huset, men naturgasselskabet rykker altid ud, når nogen anmelder gaslugt, som tilfældet var her.
- En lugt kan komme af mange ting. Der er ikke noget for os, der peger på, at gassen har noget med hændelsen at gøre, fortæller kommunikationschef i HMN Naturgas, Malene Hadrup, til TV MIDTVEST.
- Vi er ikke blevet bedt af politiet om at lave yderligere undersøgelser af gasinstallationen, slutter hun.
Politiet oplyser tirsdag, at man betragter det som en drabssag.