Brasilianer kan blive rekordsalg for FC Midtjylland
Meget tyder på, at brasilianske Evander skal skydes afsted til sommer. Og den unge brasilianer kan indbringe FC Midtjylland på den anden side af 100 millioner kroner, mener både klubbens formand og direktør.
Hold godt øje med 21-årige Evander da Silva Ferreira i foråret på MCH Arena. For snart er han der ikke længere.
Den spådom falder i et dobbeltinterview med FCM-direktør Claus Steinlein og FCM-formand Rasmus Ankersen i forbindelse med midtjydernes sidste træning i Dubai.
- Jeg vil sammenligne Evander med Mohamed Zidan. Der går langt imellem, at vi ser den slags spillere i den danske liga. Det er så vildt det, Evander kan. Og egentligt også vildt, at han spiller i FC Midtjylland, siger Claus Steinlein.
Men tiden er også ved at være moden til, at han skal videre. I efteråret 2018 fik han debut for midtjyderne, og der er så meget potentiale i ham, at Rasmus Ankersen har store forventninger til en salgspris.
- Han kan måske godt blive klubbens rekordsalg, og så snakker vi på den anden side af de 100 millioner kroner. Hvis den rigtige klub kommer på banen og vil have ham, kan prisen gå op. Vi lader ham i hvert fald ikke gå billigt, understreger Rasmus Ankersen.