Kristian Jensen: - Nej, det er sgu da ikke lige så sjovt nu

Pressechefen var drejet af, og nu måtte han gå de sidste af de cirka 150 meter fra hovedindgangen uden eskorte. De seneste 22 år havde han vel aldrig været så alene i dansk politik, som han var lige nu.

Så fandt han sin iPhone frem.

Det her øjeblik var han nødt til at forevige. Omtrent 20 meter foran ham stod journalister fra landets største medier og nærmest trådte hinanden over tæerne for at komme til. De havde netop fået at vide af Venstres pressechef, at Kristian Jensen var på vej.

- Det var et øjebliksbillede af, hvordan det er, når man skal hen at aflevere sin livsdrøm. Derfor tog jeg billedet til mine egne minder. Det er aldrig blevet vist, og det er heller ikke planen, at det skal vises for andre, siger Kristian Jensen i dag.

Han kunne mærke, at kroppen var fuldstændig drænet for kraft og energi. Man siger, at hvis to stormestre har siddet over for hinanden og spillet skak, kan de tabe op til fem kilo. Alene på grund af koncentration og væsketab. Nøjagtigt sådan følte han det lige nu. Adrenalinet havde siddet i kroppen i det meste af de cirka 20 timer, der var gået forud.

- Det må simpelthen være sådan her, de har følt det i Frankrig, når de gik op mod guillotinen og skulle af med knoppen, tænkte han.

Det havde været et af de allermest dramatiske døgn i dansk politik. Særligt som Venstre-mand.

På hovedbestyrelsesmødet på Hotel Kellers Park i Brejning havde partiets formand gennem 10 år og tidligere statsminister ad to omgange Lars Løkke Rasmussen pludselig trukket sig. Kort inde i mødet havde han meddelt sin afgang, vendt sig og forladt lokalet ud til en ventende bil.

Dermed var Kristian Jensens skæbne også beseglet. Inden mødet på denne varme sidste sommerdag i august 2019 lidt uden for Vejle, havde han erklæret, han enten tog et kampvalg mod Lars Løkke Rasmussen, eller også måtte de begge trække sig. Og nu var Lars Løkke altså væk.

Hvorfor er du så berørt? Hvorfor er du så ked af det?

Kristian Jensen gik hen foran skoven af mikrofoner. Han havde forberedt sig godt på, hvad han ville sige. Først måtte han dog med begge hænder signalere til journalisterne, at de lige skulle forholde sig lidt i ro.

Journalisterne til venstre for ham brød alligevel markeringen for, hvor de skulle stå, og Kristian Jensen havde pressen i en tæt halvcirkel omkring sig.

De første minutter gik efter planen. Kristian Jensen fortalte, hvad der var sket. Han havde lyttet til baglandet og forstået, at der var behov for en ny start.

- Hvorfor er du så berørt? Hvorfor er du så ked af det?, hørte Kristian Jensen pludselig Ekstra Bladets journalist råbe fra sin venstre side.

Kristian Jensens følelser var ganske rigtigt fuldstændigt blottede. Drømmen om at blive sit partis formand, og måske at blive statsminister, var brast. Han forsøgte at ignorere Ekstra Bladets journalist og fokuserede på journalisterne foran sig.

- Hvorfor er du så rørt, fortsatte journalisten ved hans venstre side.

Til sidst spredte spørgsmålet sig til journalisterne foran ham, og Kristian Jensen kunne mærke, at han skulle stoppe nu. Stemmen knækkede, og han var helt tydeligt meget tæt på tårer, da han fortalte, at det ville være mærkeligt, hvis ikke han var berørt af situationen.

Derefter sagde han tak, drejede om og gik.

Da han havde forladt journalisterne, tog han ned til havnen få hundrede meter væk, hvor han havde aftalt et interview med TV MIDTVEST. Derefter besluttede han sig for at vende tilbage til hotellet.

Med den abrupte afslutning på hovedbestyrelsesmødet var der ikke mere at mødes om, da først datoen og kandidatreglerne for det ekstraordinære landsmøde var på plads, hvor der skulle vælges en ny formand og næstformand. Venstrefolkene var derfor gået i gang med frokosten, og Kristian Jensen var nærmest groggy og havde brug for noget energi.

Som et dødsfald i familien

Blikkene, der mødte ham, da han trådte ind på hotellet, var forandrede. Nogle kiggede væk, andre stirrede bare på ham.

- Det føltes mærkeligt. Folk kiggede på mig på en helt anden måde. Min rolle var ikke længere den samme, og de vidste ikke, hvordan de skulle reagere. Det var fuldstændig, som hvis der har været et dødsfald i familien.

- Men det var vigtigt for mig at vise, at jeg ikke ville forsvinde fra Venstre. Jeg er stadig en del af folketingsgruppen, og indtil det ekstraordinære landsmøde, var jeg også stadig næstformand.

Kristian Jensen gik op til frokostbuffeten og valgte nogle forskellige salater og et par stykker skåret oksekød.

Han havde fået øje på VU-formanden og -næstformanden og besluttede at sætte sig sammen med dem.

For privat til selskab

De undgik at tale så meget om det, der lige var sket. I stedet faldt snakken på den kommende generalforsamling i VU’s veteranforening for tidligere formænd og næstformænd i den politiske ungdomsorganisation.

Som præsident for veteranerne lovede Kristian Jensen, at han nok skulle komme og holde tale og uddele priser, når de mødtes nogle måneder senere.

Da de var færdige bemærkede Kristian Jensen, at hans tallerken ikke var tom. De to stykker oksekød lå tilbage. Det lignede ham ikke at lade kød blive tilbage på tallerkenen. Men appetitten var væk.

Så rejste han sig for at gå ud til bilen, men på terrassen mødte han flere Venstre-ansatte, som var ved at pakke sammen, inden de kunne køre mod København. Kristian Jensen satte sig hos dem, fik en enkelt fadøl, mens de genopfriskede gamle minder og grinede ad galgenhumor.

Til sidst forlod Kristian Jensen kollegerne og satte sig ud i bilen for at køre hjem.

- Det var nok først da, at det gik op for mig, at nu var jeg væk. Der var en fotograf, der havde spurgt mig, om han måtte køre med og tage nogle billeder. Men det var bare for privat, så det sagde jeg nej til.

- Ridebanen ligger langt nede ad rangstigen. Det er en blindtarm langt ud ad Christiansborgs gange. Jo længere ud man kommer, jo længere væk er man fra Folketingssalen, Snapstinget og udvalgsværelserne. Det er typisk et sted, man begynder som ung og nyvalgt.

Efter hvert folketingsvalg skal kontorerne på Christiansborg fordeles på ny blandt de 179 nyvalgte. Det udløser mange steder en næsten rituel kamp om at få de bedste og mest prestigefyldte kontorer. Da Venstre skulle konstituere sig igen oven på valget, begyndte fordelingen af kontorer også i Venstres folketingsgruppe.

Kristian Jensen skulle ud fra kontoret på anden sal på Christiansborg, hvor toppen af Venstres folketingsgruppe og hjertet af det politiske hold sidder. Da han første gang blev valgt til Folketinget i 1998, havde han med egne ord bluffet sig til et af de mere centralt placerede kontorer. I sine 22 år havde han kun været på Ridebanen, når der eksempelvis var julefrokoster.

Han meldte sig derfor frivilligt til at tage det kontor, der nu engang måtte være ledigt på Ridebanen.

- Jeg havde ikke lyst til at sidde tæt ved ledelsessekretariatet. Det skulle ikke virke som om, jeg kiggede dem over skuldrene.

Frihed og tomhed

Den allerstørste forskel, fra da han var næstformand og minister til i dag, hvor han er han ordfører for verdensmål, fri- og efterskoler samt bæredygtighed, er både den mest positive og mest negative for ham.

- I dag vælger jeg selv, hvilke sager jeg går ind i. Ud over dem, der ligger på de små ordførerskaber, jeg har, vælger jeg, om der er lokale sager, jeg synes er interessante og vil forfølge. Så der er en stor frihed i det. Den frihed, kan bare også være en tomhed.

- For det mest spændende ministerium, jeg har været i nærheden af, er Udenrigsministeriet. Og det mest magtfulde er Finansministeriet. Der er ingen tvivl om, at kaptajnen sidder i Statsministeriet, men herefter følger de ministerier.

Arbejdet i de tunge ministerier er naturligvis også et enormt arbejdspres med stress og folk, der konstant vil have fat i en, fortæller han.

- Men det er en enorm tilfredsstillelse at kunne flytte Danmark. Der er så mange ting, hvor det står lysende klart, at Danmark er forandret, fordi jeg var der. Uanset, om det er boligbeskatningerne, der i 2040 vil være omlagt, eller energiaftalen, hvor jeg samlede Folketinget i 2018, er resultatet landet, fordi jeg var der.

- Andre kunne naturligvis også have gjort det. Men det var blevet anderledes, og jeg vil jo også mene, at det var blevet dårligere. Under alle omstændigheder er tingene sket på min måde, og det, synes jeg, er fantastisk.

Stå ved magten

Kristian Jensen lægger ikke skjul på, at han er i politik for at få magt. Mange politikere har svært ved at tage ordet i deres mund og erkende, at det er magten, de søger. Det forstår han ikke.

- Der er ingen grund til at forskønne det og ikke stå ved magten. Da jeg sad som finansminister, havde jeg meget stor magt. Det må jeg ikke være sky for og lade som om, at jeg ikke ønsker. Så spilder jeg den mulighed, befolkningen har givet mig.

- Der er rigtig mange, der stiller op, men vi er kun 179, der bliver valgt ind. Så skal vi da også bruge de muligheder, vi får, for at forandre samfundet. Selvom kontoret er mindre i dag, kalenderen er mere tom, og telefonen ikke ringer så meget, leder jeg da stadig efter indflydelse.

Ikke hvordan man har det, men hvordan man tager det

Indflydelsen har Kristian Jensen blandt andet forsøgt at omsætte til bedre læreruddannelser. Og aktuelt vil han sammen med et flertal uden om regeringen sikre, at nogle af de allersvageste elever på Den Forberedende Grunduddannelse kan få lov at tage på højskole for at løfte deres faglige og sociale kompetencer og dermed gennemføre en uddannelse.

- Så kan man sige: ”Hallo, du har lige talt om energiaftaler og boligbeskatninger, og nu taler du højskole?” Ja, men det er også politik. Og det er det sted, hvor jeg kan gøre en forskel nu. Helt konkret. Hvis ikke der bliver gjort noget, risikerer nogle, der dårligt nok kan læse et Anders And-blad, at blive glemt blandt 12-talspigerne.

De nye kampe betyder dog ikke, at al politik er lige interessant, eller at det giver lige så meget mening at møde op på Christiansborg i dag.

- Nej! Det er sgu ikke lige så sjovt at gå på arbejde i dag. Det er bare ikke det samme som at sidde i Udenrigsministeriet og repræsentere Danmark over for hele verden, og det er da også bare sjovere at sidde i Finansministeriet med de knalddygtige embedsfolk.

- Men jeg er nødt til at se på de muligheder, jeg har fået. Der er et gammelt Storm P-citat, der hedder, at det ikke handler så meget om, hvordan du har det, men om hvordan du tager det. Jeg kunne godt vælge at være bitter over, at livet har behandlet mig hårdt. Men det ville ikke bringe noget godt.

Brejning genbesøgt

Første gang Kristian Jensen genbesøgte Brejning var kort efter 31. august sidste år. Han skulle med toget fra Herning til København, og det første stop efter Vejle er Børkop, som er stationen ved Brejning.

Da toget nærmede sig Børkop, sad Kristian Jensen og spejdede ud ad vinduet for at se, hvornår han kunne genkende nogle bygninger og steder.

- Jeg tænkte, som jeg havde gjort 100 gange tidligere, på, hvorfor det landede, som det gjorde. Og hvad der skulle være gjort anderledes, for at det var endt på en anden måde. Hvad det var i mine og andres beslutninger, der blev afgørende.

Det tænker Kristian Jensen fortsat over. I foråret havde han et hul mellem to møder og besluttede at køre forbi Brejning og genkalde sig det hele. Men endnu er det for tidligt at drage konklusionerne eller sætte overskrifter på forløbet.

- Jeg tror, det er meget naturligt, at man vender det igen. Jeg er stadig i gang med at bearbejde det. Jeg har naturligvis mine personlige tanker om det, men som tiden går, og der kommer mere og mere distance til, kommer der også flere refleksioner, så jeg er ikke færdig med det endnu.

Jeg kunne bedst formulere det, Venstre står for

En ting, der dog ligger helt fast, er, at Kristian Jensen føler sig hjemme i Venstre.

- Det er jo ikke sådan, at jeg tror på noget andet, fordi jeg ikke længere er næstformand. Jeg tror på, at jeg var den, der bedst kunne formulere det, Venstre står for. Men det ændrer ikke ved, at det er det samme liberale parti, selvom der er en anden formand, og jeg ikke længere er i formandskabet.

Kristian Jensen undgår at svare på, om han inderst kan tænke, at det burde være ham, og ikke Jakob Ellemann-Jensen, der nu er formand.

- Jeg har det mere sådan, at når jeg i de mørke måneder forlader Christiansborg for at tage 2A til min lejlighed på Christianshavn, går jeg forbi Finansministeriet. Når jeg ser, der er blus på, og de sidder derinde og forhandler, tænker jeg, at det burde fandeme være mig. Hvis jeg kunne vende tilbage, ville jeg gøre det øjeblikkeligt.

Han kunne derimod ikke drømme om at stifte et nyt parti. Dem er der i forvejen alt for mange af på Christiansborg.

- Når man alligevel er enige om 80 procent af tingene i et parti, giver det langt bedre mening at kæmpe for dem sammen, i stedet for at bryde ud og prøve at få et nyt parti op at stå på de sidste 20 procent. For mig handler det om at kæmpe for, at Venstre bliver så stærkt som muligt med de nuancer, jeg mener er vigtige.

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen endte muligvis med at blive hinandens nemesis. Og netop personificeringen af Kristian Jensens udtur i dansk politik har luftet tanken om at stifte et nyt parti.

Endnu er han dog i Venstre, og det accepterer Kristian Jensen.

- Lars har en plads i Venstre. Han er valgt med et meget, meget flot stemmetal, og han har været i Venstres folketingsgruppe længere end mig. Så selvfølgelig er der en plads til ham.

Men hvad taler de så om, når de mødes?

- Det skal jeg sige dig, når vi gør. Vi har ikke talt sammen siden.