Liveblog: Inger Støjberg ny næstformand for Venstre
I dag vælger Venstre ny formand og næstformand på et ekstraordinært landsmøde i Herning. Følg løbende med i, hvad der sker på mødet her på siden.
Landsmødet begynder
Velkommen til live-blog på TV MIDTVEST fra Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning. Efter lang tids uro skal partiet i dag vælge ny formand og næstformand.
Mit navn er Jørgen Ahler, jeg skal de næste timer forsøge at give et nært indblik i dagens store politiske begivenhed.
Kaffen er klar
Kaffen er klar, og der er dækket op her i Herning. Venstre-folk er så småt begyndt at dukke op. Selve mødet starter klokken 9:30.
Ulla Tørnæs: Nu skal der ro på
Ulla Tørnæs ser frem til at få ro på efter en lang periode med det modsatte.
- Jeg ser frem til at få valgt Jakob som formand. Og så uanset hvem der bliver næstformand, så skal vi have ro på nu og tilbage til hverdagen, siger Ulla Tørnæs.
Næsten 2000 på plads
Salen er ved at være godt fyldt i MCH kongrescenter. Godt 1800 Venstre-folk er mødt op, medregnet mediefolk og andre, så er næsten 2000 på plads i Herning.
Inger Støjberg: Har sovet som en sten
Inger Støjberg er klar til kampvalg, hvor hun går efter næstformandsposten.
- Jeg er så spændt. Men jeg har sovet som en sten alligevel. Jeg glæder mig bare, siger Inger Støjberg.
Hovedpersonerne er ankommet
Jakob Elleman Jensen, der snart kan kalde sig formand for Venstre, er ankommet til Herning.
Kristian Jensen: En vemodig dag
Kristian Jensen møder op som fungerende formand, men forlader stedet som menigt medlem. - Det er selvfølgelig en vemodig dag. Jeg synes, jeg har nået meget i mine 10 år, men det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have været oppe på den øverste skammel. - Jeg peger ikke på nogen næstformand lige her, men jeg har da en favorit, men det holder jeg for mig selv, siger Kristian Jensen.
Jørgen Nørby: Spændt som politiker og spændt som far
Regisrådsmedlem og tidligere borgmester i Lemvig. Jørgen Nørby har prøvet lidt af hvert i politik. Men i dag er alligevel noget ekstraordinært. Især når man er far til den ene kandidat til næstformandsposten, Ellen Trane Nørby:
- Det er selvfølgelig utrolig spændende. Jeg har da givet hende nogle råd, men hun er i sidste ende selv i stand til at klare sig. Jeg bakker op alt det jeg kan, siger Jørgen Nørby.
En heftig måned i Venstre
Først var der sommergruppemødet, hvor næstformand Kristian Jensen måtte beklage, at han i et interview i Berlingske havde erklæret sig lodret uenig med Lars Løkkes tanker om en SV-regering.
Herefter var der et afgørende møde på Pårup Kro, hvor Venstre i Region Midtjylland kom frem til, at det ville være bedst for partiet, hvis både Lars Løkke og Kristian Jensen blev skiftet ud i partiets top.
Og det ønske blev opfyldt på hovedbestyrelsesmødet i Brejning nær Vejle for tre uger siden, hvor formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen begge trak sig.
Uffe Ellemann-Jensen: - Det kan være en ensom post
Venstres tidligere formand og Jakob Ellemann-Jensens far Uffe Ellemann-Jensen er stolt i dag.