Arrangør: Derfor bliver der ingen fejring, hvis Vingegaard ikke vinder

Den presseansvarlige for Vingegaard-fejringen i Glyngøre fortæller nu, hvorfor der ikke bliver fest, hvis thyboen misser Tour-sejren.

Der bliver ingen fejring i Glyngøre, hvis bysbarnet Jonas Vingegaard ikke vinder Tour de France. 

Sådan lyder det fra Stine Holmgaard, der er presseansvarlig for vinderfesten og samtidig en del af arbejdsgruppen bag den mulige fejring. 

- Jonas og Trine har sagt, at de ikke ønsker en fest, hvis han ikke vinder Touren. Sådan har det også været de andre år, siger Stine Holmgaard. 

Hun fortæller, at det måske kan være svært for 'almindelig danskere' at sætte sig ind i, at man ikke vil fejre en eventuel andenplads i verdens største cykelløb. 

- Vi andre kunne måske have lyst til at fejre, at han overhovedet stiller op efter det slemme styrt i foråret, men han vil ikke fejres, hvis han ikke ender som nummer et.

Jonas Vingegaard ved fejringen i 2023.
Jonas Vingegaard ved fejringen i 2023.
Foto: Arkivfoto, TV MIDTVEST

Har lavet aftale med 'Queen Machine'

Arrangørerne har aftalt med bandet Queen Machine, at de skal spille til en eventuelt fejring. 

Men også musikerne må leve med præmissen om, at festen ikke bliver til noget uden en gul trøje til Vingegaard.

- De får heller ingen penge, hvis der ikke er en fest. Det er virkelig, virkelig flot af dem. De er også gået med til en favorabel pris i forvejen, siger Stine Holmgaard. 

Sidste år var der over 25.000 med til fejringen i Glyngøre, efter at Vingegaard sikrede sig sin anden Tour-sejr. 

- Jeg kan godt ærgre mig på gæsternes vegne, hvis ikke der kommer en fest. Det er som om, at folk har vænnet sig til at sætte kryds i kalenderen.

Håbet for en Vingegaard-fest er dog ikke helt slukket endnu. 

- Han er jo sindssyg. Bare det, at han sidder på cyklen, det er vildt. Jeg synes, der er grund til at tro på det endnu, afslutter hun. 

0:15