Fuglsang undrer sig over Tour-tvivl: Det var en no-brainer

Efter gode præstationer i Dauphiné forstår Jakob Fuglsang ikke tvivlen om hans Tour de France-deltagelse.

20240627-070542-L-1920x1280we
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Han var selv i tvivl.

Hvor Jakob Fuglsang i karrierens storhedstid var holdkaptajn og første mand på listen over Tour de France-ryttere, måtte han kæmpe til det sidste for at få en af Israel-Premier Techs otte pladser i dette års udgave af det franske etapeløb.

- Vi fik at vide, at det stod mellem 11 eller 12 mand, og der var ikke nogen, der var sikre på at komme med.

- Der har været meget snak fra ledelsen, og nogle er kommet og har sagt, at jeg ville få deres stemme. Det har helt sikkert været alfa og omega for mig at køre et godt Critérium du Dauphiné, siger Jakob Fuglsang, der er fra Silkeborg.

Den 39-årige veteran havde et sløjt forår, og i starten af juni skrev det franske sportsmedie L'Équipe, at Fuglsang var blevet vraget til Touren.

Fuglsang selv afviste dog straks, at der skulle være taget en beslutning. Og siden demonstrerede han på etaperne i Dauphiné, at han havde genfundet sin udholdenhed i bjergene.

Til sidst blev det altså belønnet af holdledelsen, der valgte Fuglsang frem for blandt andre den firdobbelte Tour de France-vinder Chris Froome.

- Jeg var i tvivl. Men jeg ville have været uforstående, hvis jeg ikke var kommet med. Jeg synes trods alt, at jeg viste så god form og støttede så godt op om Derek Gee i Dauphiné, at det var en no-brainer.

- Men det er jo mit eget synspunkt, tilføjer Fuglsang med et grin.

Tilbage i april flirtede han med tanken om at stoppe karrieren til nytår, hvis ikke præstationerne blev bedre.

Hvad fremtiden bringer er endnu uklart, men Fuglsang slår fast, at den gode sommerform har givet ham nyt mod på tilværelsen.

- Det går meget bedre nu. Jeg er langt mere positiv og synes, at jeg har fundet en form, som gør, at jeg kan være med i løbene, hvor det er sjovt, siger Jakob Fuglsang.

Når starten går i Firenze lørdag middag, tager han hul på karrierens 12. Tour de France. Bedste resultat er en samlet syvendeplads i 2013.