11-årige Anton har ikke været i skole i halvandet år
Hvert 3. barn med autisme går ikke i skole. Autismeforening langer ud efter folkeskolen.
Alt for mange børn med autisme går ikke i skolen. Landsforeningen Autisme anslår, at ca. hvert 3. barn med autisme ikke går i skole. Folkeskolen er ikke i stand til at rumme børn med autisme, lyder kritikken.
Imens klassekammeraterne er i skole sidder 11-årige Anton Krogh derhjemme foran computeren.
- Antons bedste ven hedder Marc og bor i Rumænien. De skyper sammen stort set hver dag, siger Antons far.
Anton Krog har autisme og er en af mange autister, der har svært ved at gå i skole.
- Anton fik et decideret sammenbrud for halvandet år siden, hvor han skulle skifte fra yngste trin til på den skole han går på og til mellemtrinnet. Den overgang blev simpelthen for svær for Anton, siger Anton Krogs mor, Pernille Krog.
Folkeskolen var ikke klar
Anton Krogs historie er ikke enestående. Ifølge landsforeningen Autismes egne undersøgelser går hvert 3. barn med autisme ikke i skole.
- Det handler om at skolen ikke er klar til at tage imod de her børn, og heller ikke er blevet det siden 2012, hvor det hele startede i forbindelse med inklusionsloven, siger Heidi Thamestrup der er landsformand i foreningen Autisme.
- For de fleste af børnene handler det om, at børnegrupperne er for store. Det kan også handle om lyd- og lysgener. Det kan handle om lærere, som ikke er ordentligt klædt på til at skabe relationer imellem børnene eller bare til barnet, der har autisme, så barnet ikke har en tydelig viden om, at skolen gider mig godt, og jeg kan godt finde ud af at gå i skole, siger Heide Thamestrup.
- Det er et svigt af deres rettigheder. De bliver svigtet af systemet. Det er et svigt at vi ikke klarer den her opgave, som er at give alle børn et skoletilbud.
Anton Krog er nu begyndt at have besøg af en lærer fra Sønderagerskolen i Herning, hvor han egentlig skulle gå. Det er håbet, at han over tid vil kunne vende tilbage til skolen, der har netop en specialafdeling med 114 børn med autisme.
Ifølge autismeforeningen burde folkeskolen kunne rumme autismebørnene bedre.
- Man kan jo konkret sørge for, at der er mulighed for at der er færre børn i vores klasser. Man kan sørge for, at der er adgang til en-til-en undervisning, fordi typisk vil der være nogle fag, som et barn med autisme slet ikke kan se meningen med og slet ikke kan ligesom bryde kode til, siger Heidi Thamestrup.