Amalie fra Herning er til Vinter-OL: - Det er uforståeligt
Amalie Andersen er med kvindernes ishockeylandshold til OL i Beijing – og faktisk er hun langt fra den eneste i sin familie, der elsker sporten.
En drøm er gået i opfyldelse for 22-årige Amalie Andersen fra Herning.
I øjeblikket er hun nemlig til Vinter-OL i Beijing for at løbe på isen for kvindelandsholdet.
- Jeg er her, og jeg ser ringene, men det er på en måde også uforståeligt, og jeg tror ikke rigtigt, det kommer til at gå op for mig før om et par år. Der kommer i hvert fald til at gå noget tid, siger hun til TV MIDTVEST.
Til dagligt spiller Amalie Andersen for University of Maine i det østlige USA, men derfor har hun bestemt ikke glemt sin hjemby.
- Jeg er stolt af at være fra Herning. Jeg føler, at Herning er en hockeyby. Vi har mange store navne, der kommer ud derfra, siger spilleren og fortsætter:
- Jeg synes også, det er fedt at være her og se, at Herning er repræsenteret på herrelandsholdet, og vi har også tre piger fra Herning med hos kvinderne. Så det er fedt, at kunne sige jeg er fra Herning, siger den 22-årige.
Stor ishockey-familie
Det er ikke kun Amalie Andersen, der til dagligt løber på skøjter.
Hendes storebror, Frederik Andersen, spiller NHL for Carolina Herricanes i USA. Hendes anden bror, Sebastian Andersen, har spillet for Herning Blue Fox, og hendes lillebror, Valdemar Andersen, spiller også ishockey.
Men det er slet ikke alle. Også deres far, Ernst Andersen, er tidligere landsholdsmålmand, så det er ikke tilfældigt, at Amalie Andersen også blev bidt af sporten.
- Det startede med min farfar, der var vild med at se det. De var meget i hallen med min far og hans søskende, og de begyndte alle til det. Så har det udviklet sig til at alle børn og børnebørn. Mine kusiner og fætre har spillet eller spiller også, fortæller hun.
Ishockeyspilleren er glad for, at hun blev introduceret til sporten, for den fangede hende med det samme.
- Når jeg ser tilbage, er der virkelig mange ting, der gør mig glad, og jeg er taknemmelig for alle de ting, jeg har fået med fra sporten. Jeg er sikker på, at det også er derfor, at jeg bed fast i det og har fortsat indtil nu.
Det er første gang, at kvindernes ishockeylandshold er repræsenteret ved OL's ishockeyturnering.