Arbejdsretten kender faglig konflikt ulovlig
Arbejdsgiverforeningen KA overvejer nu en erstatningssag mod 3F.
Arbejdsretten har fredag kendt den konflikt, som 3F har varslet mod Vestjysk Busser i Aulum, ulovlig.
Det oplyser Arbejdsgiverforeningen KA i en pressemeddelelse.
- Det har været en hård konflikt, som jeg er glad for, at Arbejdsretten har kendt ulovlig. Jeg håber, at det vil være en anledning for 3F til at overveje, om det giver mening at iværksætte konflikt mod en virksomhed, der allerede er omfattet af en overenskomst, som giver gode og trygge ansættelsesforhold for mine medarbejdere, siger indehaveren af Vestjysk Busser, Arnbjørn Fagraklett, i pressemeddelelsen.
Formanden for 3F i Holstebro, Flemming Sørensen, siger til tvmidtvest.dk, at han endnu ikke har set Arbejdsrettens afgørelse, og derfor ønsker han endnu ikke at udtale sig.
3F varslede konflikten for at få Vestjysk Busser til at tegne en overenskomst. Det afviste virksomheden med den begrundelse, at den allerede har en overenskomst med Krifa. Det er dog ikke nok for 3F, der er stærkt kritisk over for de forhold, som virksomhedens chauffører arbejder under.
Direktøren i Arbejdsgiverforeningen KA, Karsten Høgild, siger i pressemeddelelsen, at han nu vil undersøge muligheden for at rejse et erstatningskrav mod 3F. Samtidig forventer arbejdsgiverforeningen, at 3F giver besked til Jobcentret, så ledige chauffører igen kan blive henvist til Vestjysk Busser.
Om baggrunden for, at Arbejdsretten har kendt konflikten ulovlig, siger juridisk chef i KA, Bjørn Carlsen:
- Det er normal procedure, når et LO-forbund iværksætter konflikt mod en virksomhed, der står uden for DA/LO-systemet, at fagforeningen angiver hvilke medarbejdere, der ikke længere vil møde på arbejde på grund af konflikten. Det har 3F ikke gjort i denne sag, og derfor finder Arbejdsretten konflikten ulovlig.